Portugal besejrede Schweiz med hele 6-1 i en kamp, hvor Goncalo Ramos var foretrukket over Cristiano Ronaldo, og scorede hattrick.
VM 2022's sidste ottendedelsfinale blev spillet tirsdag aften mellem Portugal og Schweiz.
Den helt store historie, inden opgøret blev sparket i gang var, at Cristiano Ronaldo var blevet bænket til opgøret, og i stedet kunne se 21-årige Goncalo Ramos starte i front.
Kampen var 17 minutter gammel, før den største chance faldt til netop Goncalo Ramos, og han kvitterede ved at sparke bolden i netmaskerne.
Kort efter var holdkammeraten Otavio tæt på at fordoble føringen, men hans skud blev snuppet af Yann Sommer i Schweiz's mål.
Efter en halv times spil prøvede Xherdan Shaqiri at få udlignet på et frispark, men det lykkedes ikke, da afslutningen røg udenfor rammen.
Tre minutter senere kunne 39-årige Pepe stange Portugal på 2-0, da han kom højest til bolden efter et præcist hjørnespark af Bruno Ferandes.
Målet betød samtidig, at Pepe nu er historiens ældste målscorer i en knockout-kamp ved VM.
I det 38. minut var Schweiz tæt på at reducere, da Edmilson Fernandes affyrede fra en spids vinkel.
Her gav Diogo Costa i Portugals mål en ripost, som Remo Freuler var tæt på at heade i mål.
I den anden ende var Ramos tæt på at score sit andet mål i kampen, da han modtog en bold i dybden, men denne gang var Sommer på pletten og fik klaret med en flot redning.
Anden halvleg var bare seks minutter gammel, før Goncalo Ramos scorede sit andet mål i opgøret og Portugals tredje.
Og fire minutter senere kunne holdkammeraten Raphael Guerreiro smadre bolden ind i nettet til 4-0.
Et minut efter fik Schweiz reduceret ved Manuel Akanji på et hjørnespark, men Portugal var ikke i knæ.
Efter 66 minutters spil, så kunne Goncalo Ramos score sit tredje mål og dermed hattrick i opgøret. 5-1 var stillingen nu.
Tilskuerne på stadion ville have Cristiano Ronaldo på banen, og de fik deres ønske opfyldt, da Ronaldo blev indskiftet med omkring tyve minutter tilbage af opgøret.
Ronaldo kom frem til nogle halve forsøg, men han kom ikke på måltavlen i opgøret. Det gjorde til gengæld Portugals Leao, der udplacede Sommer i målet ved at sparke den over i det lange hjørne i overtiden.
Der blev ikke scoret mere i opgøret, og dermed tog Portugal en sikker 6-1-sejr over Schweiz.
De er nu klar til VM-kvartfinalen, hvor de skal møde Marokko, som tidligere på dagen vandt over Spanien efter straffesparkskonkurrence.