Sent mål sikrede sløve franskmænd sejr

0

Frankrig skuffede fælt i deres åbningskamp mod Australien. Men efter et heldigt mål af Paul Pogba ti minutter før tid fik Les Bleus hevet en 2-1-sejr hjem.

I dagens tidlige opgør blev der taget hul på gruppe C, hvor de franske favoritter skulle møde Australien.

Allerede efter et minuts spil kom Kylian Mbappé fri, men vinklen blev for spids for den talentfulde offensivspiller, og Mathew Ryan i Australiens mål fik reddet til hjørnespark.

Et kvarter senere brændte det så på i den anden ende, da en australsk dødbold var tæt på at udløse et selvmål fra Corentin Tolisso. Hugo Lloris fik dog pareret i sidste øjeblik.

Resten af halvlegen blev en tam omgang, hvor Frankrigs spil slet ikke hang sammen. Australierne virkede ganske forståeligt fint tilfredse med det ene point, som de kunne gå til pause med.

Frankrig kom ikke bedre ud til anden halvleg, men efter ti minutters spil kom de alligevel i front, da VAR-systemet for første gang under VM-slutrunden kom i brug.

Antoine Griezmann blev nedlagt i feltet, men kampens dommer Andrés Cunhas fløjte forblev tavs. Men efter at have modtaget en besked fra VAR-teamet i Moskva gik Cunha ud og så situationen igennem.

Efter kort tid blev beslutningen ændret - og dermed straffespark til franskmændene. Den blev Griezmann sat til at eksekvere, og han hamrede sikkert bolden i kassen til 1-0.

Kort tid efter fik Australien dog også chancen fra 11-meterpletten, da Samuel Umtiti tog hånden til hjælp i eget felt. Mile Jedinak var iskold på det efterfølgende straffespark, og så stod der 1-1 på måltavlen.

Udligningen virkede til at ryste Frankrig, som slet ikke kunne få spillet til at hænge sammen. Men ti minutter før tid kom den forløsende franske 2-1-føring efter en stor tilfældighed.

Efter fikse kombinationer fra de blåklædte endte bolden hos Paul Pogba, som blev tacklet i skudøjeblikket af Aziz Behich. Bolden fortsatte i en bue over keeper Ryan og lige akkurat ind bag mållinjen.

Denne mavepuster formåede Australien ikke at svare igen på, hvorfor Frankrig fik den ventede åbningssejr på 2-1, selvom de langt fra imponerede.

Leave A Reply