Spansk landstræner: Moratas VM-chancer stadig intakte

0

På trods af at Alvaro Morata er blevet vraget til Spaniens to kommende venskabskampe, har Chelsea-angriberen ifølge landstræner Julen Lopetegui stadig gode chancer for at komme med til VM.

Alvaro Morata har været skidt kørende i de seneste måneder, og faktisk har Chelsea-angriberen slet ikke fået netmaskerne til at blafre endnu i 2018.

Måske derfor er Morata blevet vraget til Spaniens to kommende VM-testkampe mod henholdsvis Tyskland og Argentina.

Men den spanske landstræner Julen Lopetegui forsikrer dog om, at Morata stadig har gode chancer for at blive udtaget til Spaniens VM-trup.

"VM er ikke i morgen. Der er spillere, som ikke er udtaget, men deres chancer er stadig intakte, ligesom det også er tilfældet med de spillere, der er inkluderede i truppen," forklarer Lopetegui ifølge FourFourTwo og fortsætter:

"Morata har haft nogle forskellige problemer. Han har ikke spillet så meget, men hans chancer er intakte. Jeg er sikker på, at Morata vil få en god afslutning på sæsonen og have en god chance for at komme med til VM."

Mens Morata i øjeblikket altså ikke er at finde i den spanske trup, er der gensyn med Atletico Madrids angriber Diego Costa, som siden sin tilbagekomst til hovedstadsklubben har scoret seks gange.

Skriv en kommentar