Spil-ekspert anmelder FIFA World Cup 2010

0

VM-guide.dk har bedt spil-anmelderen Thomas Bense, der blandt andet er kendt fra Pixel.tv og GO' Morgen Danmark, om at anmelde denne sæsons FIFA World Cup 2010.

FIFA World Cup 2010, der traditionen tro er blevet udgivet op til VM-slutrunden, kan spilles på både PlayStation 3, PSP, Xbox 360 og Nintendo Wii.

VM-guide.dk har fået spil-eksperten, Thomas Bense, til at besvare en række spørgsmål omkring spillet og til allersidst give spillet en karakter.

Hvilke nye features byder FIFA World Cup 2010 på?

De to spil minder utroligt meget om hinanden. Der er nogle forbedringer, blandt andet er kontrollen over målmanden blevet bedre. I forhold til FIFA10 er der i denne World Cup-udgave kun landshold. 199 af slagsen, så du har stort set mulighed for at kvalificere dig og vinde VM med alle mulige hold.

Derudover er der en spilmulighed, der hedder 'Captain Your Country'. Den afløser det, som du muligvis kender som 'Be A Pro mode' fra FIFA10. Her kan du skabe din egen spiller fra bunden, vælge en eksisterende spiller eller importere din Virtual Pro-spiller fra FIFA10. Du starter på dit lands B-hold og skal kæmpe dig op igennem træningskampe til en plads på A-holdet. Det er en rigtig god mulighed for at nørde igennem og virkelig dyrke FIFA, når du spiller alene.

Der er lavet en stor online-del, hvor man kan udfordre sine venner eller andre spillere verden over. Hvordan fungerer den?

Den fungerer rigtig godt, specielt hvis du spiller alene og gerne vil prøve dig af mod andre rundt omkring i verden, det er meget nemt at gå til. Jeg syntes dog at spillet kommer bedst til sin ret når man spiller det med og mod sine venner hjemme i stuen, f.eks. som opvarmning til en VM-kamp.

Hvordan er sværhedsgraden i spillet?

Det er på niveau med det man måske kender fra FIFA10. Har man ikke spillet FIFA før, er det forholdsvis kompliceret, da stort set alle knapper på controlleren er i brug.

Hvilke positive elementer i spillet, vil du fremhæve?

De rigtige stadions - VM stemning - muligheden for at sætte din egen trup og på den måde f.eks. at få Silberbauer og Krohn Delhi med. Det er nok også nemmere at vinde VM med Danmark i spillet her, end det bliver i den virkelige verden.

Hvilke negative elementer mener du, at spillet indeholder?

Holdbarheden. Jeg tror ikke på at mange gider spille FIFA World Cup, når festlighederne i Sydafrika slutter, jeg gør i hvert fald ikke. Så det er i denne måned, men der er det til gengæld også rigtig sjovt.

Hvilken konsol vil du anbefale, at man spiller spillet på?

Jeg spiller det selv på Playstation 3, men det er stort set lige så godt på Xbox 360. Grunden til at jeg spiller det på PS er at mine venner har det til PS, jeg bliver jo nødt til at træne på den rigtige platform i forhold til at kunne konkurrere mod dem. Det er ikke helt så godt på Nintendo Wii, både når det gælder grafik, styring og spilfølelse.

Hvordan kan det næste FIFA World Cup-spil forbedres?

Jeg syntes slet ikke at der skal udgives et FIFA World Cup på samme måde som denne gang. Det koster omkring 500,- som er almindelig pris, det syntes jeg er alt for dyrt. Efter min mening burde firmaet bag, Electronic Arts, enten sælge VM og EM spil billigere, eller også skulle man kunne downloade VM spillet som ekstra indhold, hvis man f.eks. havde købt FIFA10, så prisen på den måde også kunne blive holdt nede. Jeg føler mig ret overbevist om at dem der køber FIFA World Cup allerede har investeret i et af seneste FIFA-spil.

Der er dog ingen tvivl om at jeg syntes at det er mega-sjovt at spille på de rigtige stadions, opdaterede landshold og muligheden for at spille det 'rigtige' VM.  Jeg er en fodboldtosse og er vild med realismen i FIFA serien, men man skal vurdere om man vil bruge så mange penge for et spil der har så kort en levetid, så prisen skulle forbedres.

Hvad er din generelle holdning til FIFA-serien?

Noget af det fedeste ved FIFA-spillene er at du bliver fodret med fodboldviden, du bliver opdateret med spillernavne og lignende, mens du har det sjovt og der er ikke meget der slår følelsen af at vinde en meget tæt kamp mod en god ven og efterfølgende har håneretten, det skulle da lige være at det danske landshold klarer sig godt ved det kommende VM.

Sandhedens time - hvilken karakter får spillet?

2010 FIFA World Cup er helt sikkert et glimrende fodboldspil, der derfor også skal have 4 VM-bolde i karakter.

Det store plus: Det er mere sandsynligt at du vinder VM med Danmark i spillet her end den virkelige verden. De rigtige baner og stadions.
 
Det store minus: Prisen, jeg forstår ikke hvorfor man skal køre rovdrift på et populært brand, hvis nu bare det var en download-mulighed til FIFA10.

Skriv en kommentar