Tyrkiet nedlagde Kroatien og åbner gruppe I

0

Det er helt åbent i gruppe I, efter at Tyrkiet slog Kroatien 1-0. Samtidig vandt Island hjemme 2-0 over Ukraine på to scoringer af Gylfi Sigurdsson.

Der ventede Kroatien en svær opgave, da de ude mod Tyrkiet skulle forsøge et bevare førstepladsen i gruppe I. Tyrkerne lå før dagens runde på fjerdepladsen.

Kampen var blot ti minutter gammel, da gæsterne var millimeter fra at bringe sig i front. Et frispark fra Luka Modric endte på den ene opstander efter først at have ramt armen på en tyrkisk spiller.

Minuttet efter burde Tyrkiet så have taget føringen, da Arda Turan tyrede bolden ind i fødderne på en helt fri Cenk Tosun, som dog sparkede bolden forbi det tomme mål.

Ellers bød første halvleg ikke på de store chancer i nogle af enderne. Derfor kunne de to mandskaber gå til pause med 0-0.

Burak Yilmaz kom til første store tilbud i anden halvleg, da han efter 57 minutter fik en fri header. Desværre for Yilmaz og tyrkerne røg hovedstødet over mål.

Kort efter var det så Kroatiens kantspiller Ivan Perisic, der kom fri i den modsatte ende. Men hans indersideafslutning strøg udenom stolpen.

I stedet var det tyrkerne, der tog føringen med et kvarter igen. En langskud fra Oguzhan Özyakup formåede Danijel Subasic kun at bokse ud i fødderne på Cenk Tosun, som nemt kunne banke værterne på 1-0.

Kroatien havde nu travlt, men de formåede ikke at få udlignet i slutminutterne. Derfor endte med en tyrkisk 1-0-sejr.

Resultatet åbner for alvor gruppe I op, da Island på to scoringer i anden halvleg af Gylfi Sigurdsson slog Ukraine 2-0.

Derfor ligger Kroatien og Island på en delt førsteplads med 16 point, mens Tyrkiet og Ukraine puster dem i nakken med 14 point.

Skriv en kommentar