Tyskland tog tredjepladsen

0

De to overraskelser Uruguay og Tyskland var begge tæt på at nå finalen, men havde alligevel ikke helt niveauet til at slå henholdsvis Holland og Spanien. I stedet mødtes de to mandskaber i en yderst spændende bronzekamp.

Det er ikke helt forkert at sige, at Uruguay er en af VM i Sydafrikas største overraskelser. Det sydamerikanske hold har ikke blot gennem hele turneringen været en trussel mod selv de største hold, men Diego Forlan og co. var også meget tæt på at få erobret en plads i selveste VM-finalen.

Hollands 3-2-sejr betød dog, at Uruguay måtte ”nøjes” med en chance for at få en bronzemedalje med hjem til Sydamerika.

Uruguays modstander Tyskland var imidlertid også været tæt på at nå finalen. Efter at have overrasket ved bl.a. at have slået England med hele 4-1 og gennemtæsket Argentina med hele 4-0 i henholdsvis 1/8-delsfinalen og kvartfinalen var forventningerne til det tyske mandskab høje inden semifinalen mod Spanien.

Tyskerne spillede dog en god kamp, og kun et hovedstødsmål fra FC Barcelonas Carles Puyol var grunden til, at Joachim Löws tropper ikke fik en plads i finalen.

Der var grundet de to holds overraskende resultater ved slutrunden meget høje forventninger til kampen, og hverken TV-seere eller live-supportere skulle vise sig at blive skuffet.

Inden kampens start var der mange taktiske spørgsmål til Tysklands trup, mens Uruguay stillede op med bare en enkelt udskiftning (Fucile erstattede Victorino i forsvaret).

Det nok største tab for Tyskland lå i backen Philip Lahm, som det tyske mandskab måtte undvære, grundet en skade - i stedet fik Hamburger SVs Dennis Aogo chancen. Trods kun en enkelt skade i holdets stamtrup, havde landstræner Joachim Löw dog valgt at skifte nogen spillere ud.

På mål fik Hans Joerg Butt chancen i stedet for førstemålmanden Manuel Neuer, mens Marcell Jansen og Thomas Müller erobrede pladsen som offensiv midt sammen med Mesut Özil fra Lukas Podolski og Piotr Trochoowski. I angrebet fik Stuttgarts Cacau chancen i stedet for Bayern Münchens Miroslav Klose.

Da dommer Benito Archundia fløjtede kampen i gang, var det til at mærke, at det altså var verdens nummer seks, Tyskland, mod verdens nummer 16, Uruguay. Tyskland dominerede i den grad boldbesiddelsesstatistikken, trods Uruguays høje pres, der forholdsvis sjældent gav pote.

Trods to tyske advarsler, til Dennis Aogo i det femte minut og Cacau i det syvende, var det dog et tysk mål, der blev scoret først. Et hug fra Bayern Münchens midtbanespiller Bastian Schweinsteiger i det 19. minut førte til en dum repost fra den uruguayanske målmand Fernando Muslera, hvilket Thomas Müller udnyttede og dermed scorede til 1-0.

Den tyske føring varede dog blot ni minutter. I det 38. minut erobrer Uruguay bolden ved midtercirklen, og en frispilning til Edison Cavani fører til en udligning efter en flot løbetur fra Palermo-spilleren. 1-1-resultatet holder indtil 1. halvlegs slutning, og en knap så tilfreds tysk landstræner må skuffende traske ind til omklædningsrummet, imens den uruguayanske landstræner Oscar Tabarez ser yderst tilfreds ud.

Efter pausen kommer det uruguayanske mandskab ud med fornyet energi, mens det tyske mandskab nærmest kommer ud med en ligeglad attitude.

Dette er en kombination, der gør, at Joachim Löw får endnu mindre at blive tilfreds med og Oscar Tabarez får endnu mere at glæde sig over, da Diego Forlan scorer efter et flot uruguayansk forarbejde til 2-1. Både det tyske landshold og dets supportere er i chok.

Mange forventede en kamp domineret af det tyske mandskab, men i stedet viser Uruguay sig fra deres bedste side og overrasker VM-glade fodboldfans over hele kloden gevaldigt.

Joachim Löw er rasende, og man kan virkelig mærke, at han mener, vuvuzuelaen skal have en anden lyd. Han giver derfor specifikke instruktioner til mange af de tyske landsholdsspillere, og det ser ud til, Löws nye boller på suppen giver pote. Det kan allerbedst ses, da Marcell Jansen udligner til 2-2 i det 56. minut - blot fem minutter efter Diego Forlans scoring - efter et flot tysk opspil.

Trods en uruguayansk advarsel til Diego Perez i det 61. minut og diverse udskiftninger fra begge hold, ser kampen ud til at ende 2-2 og dermed gå i forlænget spilletid, men sådan vil Tysklands nummer seks Sami Khedira ikke have det, og han udligner på et flot hovedstød over målmanden mod modsatte hjørne efter en ikke-eksisterende uruguayansk clearing efter et hjørnespark.

I de døende sekunder får Diego Forlan en stor mulighed for at udligne, men han sender et frispark et kort stykke udefra feltet op på overliggeren, hvorefter dommeren sekunderne efter fløjter kampen af.

3-2 bliver slutstillingen, og dermed tager Tyskland bronzen med hjem til det europæiske kontinent.

Skriv en kommentar