Lørdag den 12. juni 2010 er dagen, hvor argentinerne skal begynde et håbefuldt VM, og hvor Lionel Messi og co. skal vise, at de er blandt favoritterne til dette års VM. Første modstander på denne vej er Nigeria, som dog også har sine forhåbninger for sin sydafrikanske færd.
Argentina er uomtvisteligt en af favoritterne til VM-trofæet anno 2010, hvilket er stærkt bevirket af de verdenskendte navne, det argentinske holdkort bærer. Dette må siges at stå i kontrast med et Nigeria-mandskab, hvor man skal lede længe for at finde blot ét genkendeligt navn.
Argentinas måske største navn finder man dog måske ikke på banen, men nærmere ved sidelinjen, hvor fodboldlegenden Diego Maradona huserer. Det har han gjort siden oktober i 2008, og han har, som i hans spillerkarriere allerede udført flere kontroversielle handlinger. Over 100 spillere er blandt andet prøvet af på landsholdet siden Maradona tog over, og det var kun med nød og næppe, at Argentina via en 1-0-sejr over Uruguay kom med til VM.
Trods kritik af Maradona er det dog endelig begyndt at se ud som om, at det argentinske landshold er oppe i VM-omdrejninger, og trods de har den lille magiker, Lionel Messi, på holdet, er de nød til at være i topform, for at kunne håbe på en finalesejr. Argentina har dog god vind med i bagagen og slog senest Canada med 5-0 som en kulmination af en opadgående formkurve.
Nigeria besidder et holdkort tællende spillere som Peter Odemwingie, Yakubu og indtil for kort tid siden John Obi Mikel, inden Chelsea-spilleren blev skadet. Denne skade vil uden tvivl reducere Nigerias chancer, ikke mindst mod Argentina, men ligeså ved VM. Nigeria, med den tidligere landstræner for Sverige, Lars Lagerbäck, i spidsen vil formentlig i stedet bruge Dickson Etuhu på midtbanen i stedet for John Obi Mikel, men det bliver uden tvivl en hård kamp for Etuhu mod de argentinske stjerner.
Hold øje med:
Argentina - Lionel Messi: Verdens bedste fodboldspiller har oplevet sjælden kritik fra sit hjemland, hvor man beskylder ham for at være for ’catalansk’ og for dybt engageret i FC Barcelona. Havde Lionel Messi bare præsteret på landsholdet, som han gør for hans klub, havde dette nok ikke været noget problem, og det er derved nu, ved VM, at Messi for alvor skal vise, at han er hans landstræners ligemand.
Nigeria - Peter Odemwingie: Peter Odemwingies er en kreativ spiller, der med hans evner på fløjen skal prøve at drive gæk med Gabriel Heinze. Nigerianeren vil være en vigtig spiller offensivt, og han kan med sine idéer måske drille de argentinske favoritter.
Seneste nyt om holdene:
Argentina: Der har været forlydender fra den argentinske lægestab om, at Lionel Messi eftersigende skulle være udkørt efter en lang sæson hos FC Barcelona, men han starter dog formentlig inde. Truppen er desuden uden nævneværdige skader.
Nigeria: Som førnævnt blev Nigerias vel nok største stjerne, John Obi Mikel, skadet kort før VM, og det har gjort, at hele det setup, der er omkring Nigerias startende 11, må siges at være gået lidt i vasken. Lagerbäck og co. må derved i stedet sætte sin lid til andre kræfter, som dog formentlig vil få det svært overfor Lionel Messi og de andre argentinske stjerner.
Forventede startopstillinger:
Argentina:
Sergio Romero
Jonas Gutierrez – Walter Samuel – Martin Demichelis – Gabriel Heinze
Juan Sebastian Veron – Javier Mascherano – Angel di Maria
Lionel Messi
Carlos Tevez – Gonzalo Higuain
Nigeria:
Vincent Enyeama
Chidi Odiah – Joseph Yobo – Daniel Shittu – Taye Taiwo
Dickson Etuhu – Lukman Haruna - Sani Kaita
Peter Odemwingie – Victor Nsofor Obinna
Yakubu Aiyegbeni
Kampen spilles lørdag kl. 16.00 og vises på Canal 9.
Skrevet af Christian Hallas