VM 2010-optakt: Uruguay – Sydkorea

0

Nu er gruppespillet overstået, og det er tid til den afgørende fase af VM, som indledes lørdag eftermiddag, hvor Uruguay og Sydkorea mødes i den første ottendedelsfinale.

Uruguay overraskede alt og alle, da de gik videre fra gruppe A på en faktisk ret suveræn førsteplads med syv point for tre kampe, efter sejre mod Sydafrika og Mexico, mens det blev til 0-0 mod Frankrig.

Netop den relativt suveræne gruppesejr giver Uruguay troen på tingene forud for kampen mod Sydkorea.

”Vi har vist, vi er et hårdt hold at tackle. Vi forsøger at gøre, hvad vi præcis havde i tankerne før turneringen. Jeg tror ikke, vi har opnået det endnu, men Uruguay er en svær modstander for alle,” siger Uruguays træner Oscar Tabarez til FIFA's hjemmeside.

Sydkoreas vej videre fra gruppespillet var lidt mere kompliceret end Uruguays. Helt indtil det sidste var det tvivlsomt, om de ville komme med videre, men i sidste ende flaskede resultaterne sig således, at sydkoreanerne kom videre fra gruppe B på en andenplads med fire point.

Det er derfor også et sydkoreansk hold, der går ind til opgaven mod Uruguay med respekt, særligt fordi de per tradition har det svært mod nationer fra Sydamerika.

”Selvom vi ikke har haft gode resultater mod holdene fra Sydamerika, så gav gruppekampen mod Argentina os en god lektion i, hvordan man skal spille mod latinamerikanske hold. Vi ved alle, hvordan vi skal forsvare og angribe imod dem, og vi vil vise en anden side af os selv end i gruppespillet,” fortæller Park Ji-Sung.

Hold øje med:

Uruguay – Diego Forlan: Forlan har været den helt store drivkraft i Uruguays offensiv indtil videre, og han vil blive en vigtig brik i deres bestræbelser på at komme videre til kvartfinalen.

Sydkorea - Park Chu-Young: Han har været en af Sydkoreas overraskelser ved turneringen. Angriberen har vist god form ved VM hidtil og efter en god præstation af ham mod Nigeria vil han være sulten efter mere.

Seneste nyt om holdene:

Begge mandskaber er uden skader og karantæner, hvorfor de to trænere kan vælge og vrage mellem alle spillerne til kampen.

Forventede startopstillinger:

Uruguay:

Muslera

M. Pereira - Lugano - Godin - Fucile

Perez - Arevalo - A. Pereira

Forlan

Suarez - Cavani

Sydkorea:

Jung Sung-Ryong

Cha Du-Ri - Cho Yong-Hyung - Lee Jung-Soo - Lee Young-Pyo

Park Ji-Sung - Kim Jung-Woo - Ki Sung-Yong - Lee Chung-Yong

Park Chu-Young - Lee Dong-Guk

Kampens dommer er: Wolfgang Stark

Kampen spilles på stadionet: Nelson Mandela Bay Stadium

Kampen, som er den første i ottendedelsfinalen, fløjtes i gang klokken 16:00, og kan følges direkte på TV 2.

Skriv en kommentar