VM-guide.dk går tæt på samtlige VM-dommere ved årets slutrunde. Den ottende dommer, som vi tegner et portræt af, er tyske Wolfgang Stark, der er placeret i den europæiske dommer-gruppe.
Fakta:
Nationalitet: Tyskland
Født: 20-11-1969
Sideerhverv: Bankmand
International siden: 1999
Tyske Wolfsgang Stark nåede i 1994 det højeste niveau som dommer i Tyskland, og i 1999 blev han international dommer, da han fik sin FIFA licens. På dette tidspunkt var Stark ikke fyldt 30 endnu. Hans første internationale opgave var en kamp mellem Azerbaijan og Moldova.
Stark har dømt Champions League- og UEFA Cup-kampe siden sæsonen 2001/2002. Det er hovedsageligt blevet til kvalifikationskampe og gruppespilkampe for Stark, der dog ikke er helt uden store kampe på cv’et. I sæsonen 2008/2009 var tyskeren dommer i kvartfinale-kampen mellem Arsenal og Villarreal i Champions League samt i semifinalen mellem FC Barcelona og Chelsea FC.
Nogle år tidligere, i 2006, stod Stark også i spidsen for en kvartfinale-kamp i UEFA Cuppen. Det var opgøret mellem Rapid Bukarest og Steaua Bukarest. I indeværende sæson er det blevet til tre gruppespilkampe i Champions League for Wolfgang Stark.
Ved U20-VM i 2007 dømte Stark fem kampe. Han dømte blandt andet semifinalen mellem Chile og Argentina. Der blev efterfølgende sat spørgsmålstegn ved hans præstation i semifinalen, hvor han blev kritiseret for at miste kontrollen over kampen tidligt samt for at uddele hele syv gule kort og to røde kort til det chilenske mandskab. Han dømte desuden 53 frispark i opgøret, hvoraf 30 af dem var begået af spillerne fra Chile.
I 2008 blev Wolfgang Stark udpeget til at dømme ved de Olympiske Lege i Beijing. Her dømte Stark to kampe – begge i gruppespillet. Tyskeren har også været dommer i en række kvalifikationskampe til både EM og VM. Det drejer sig om kvalifikationskampe til EM 2004 og 2008 samt til VM 2002, 2006 og 2010.
Skrevet af Pernille Nielsen