VM-dommer: Massimo Busacca

0

VM-guide.dk går tæt på samtlige VM-dommere ved årets slutrunde. Den femte dommer, som vi tegner et portræt af, er Massimo Busacca, der er placeret i den europæiske dommer-gruppe.

Fulde navn: Massimo Busacca
Nationalitet: Schweiz
Født: 06-02-1969
Sideerhverv: Indehaver af en forretning
International siden: 1999

Efter selv at have optrådt som spiller i en lavere række i Ticino, startede Massimo Busacca en karriere som dommer i 1990. I 1996 begyndte han at dømme i den bedste schweiziske række, og i 1999 fik han sit internationale gennembrud, da han havde ansvaret for fløjten i en Intertoto Cup-kamp. Hans første opgør i landsholdssammenhæng var i 2001, hvor han dømte VM-kvalifikationskampen mellem Nordirland og Bulgarien.

Siden da har Busacca haft mange internationale opgaver. Han har dømt Champions League-kampe siden 2002. I 2008 dømte han blandt andet semifinalen mellem FC Barcelona og Manchester United.

En anden fornem opgave for Massimo Busacca var UEFA Cup-finalen i 2007 mellem Espanyol og Sevilla, mens den største kamp for den schweiziske dommer må være finalen i Champions League i 2009, hvor han igen skulle dømme storklubberne FC Barcelona og Manchester United.

Andre nævneværdige dommeropgaver for Busacca er VM 2006, hvor han dømte tre kampe – to gruppekampe og en 1/16-finale. Han var også blandt dommerne ved EM 2008, hvor han også dømte tre kampe. Først to gruppekampe og senere semifinalen mellem Tyskland og Tyrkiet.

Derudover har Busacca været dommer i en del kvalifikationskampe til både EM og VM. På cv’et har han kvalifikationskampe til EM 2004 og 2008 samt kvalifikationskampe til VM 2002, 2006 og 2010.

I 2009 blev han udvalgt til at dømme ved Confederations Cup i Sydafrika, hvor han dømte en gruppekamp mellem Brasilien og USA samt semifinalen mellem Sydafrika og Brasilien.

Skrevet af Pernille Nielsen

Skriv en kommentar