Danmark skuffede i 1-0-nederlag til Australien

0

Danmarks landshold havde svært ved at skabe muligheder i dagens VM-testkamp mod Australien. Australierne vandt opgøret med 1-0 på mål af Joshua Kennedy.

Danmark mødte i dag Australien i den næstsidste testkamp inden VM. Opgøret fandt sted på Ruimsig Stadium i Roodeport, hvor der var få danske lyspunkter.

Danskerne startede med et flot opbygget spil, hvor stortalentet Christian Eriksen spillede bolden i dybden til Jon Dahl Tomasson, der lagde bolden bagud til Daniel Jensen, der dog ikke nåede at få afsluttet, før han blev tacklet.

Både Christian Eriksen og Thomas Enevoldsen havde fået lov til at starte inde, men det var minimalt hvor meget, at de to spillere nåede at overbevise Olsen, men den manglende skarphed var også gældende for Australien.

Dermed bød første halvleg på mange fejlafleveringer, og fra anden halvlegs start var det tydeligt, at Olsen ville skabe et mere energisk angreb, da han skiftede Jakob Poulsen og Dennis Rommedahl ind, mens Daniel Jensen og Christian Eriksen blev ofret.

Udover disse kom også Jesper Grønkjær, Søren Larsen, Mikkel Beckmann og Martin Jørgensen ind for Danmarks landshold, men de store chancer udeblev fortsat, og det var tydeligt, at de seneste dages hårde træninger havde sat sine spor i spillerne.

Efter en times spil flugtede Christian Poulsen bolden ind mod australiernes mål et godt stykke udefra feltet, men desværre for danskerne, havde Australiens keeper helt styr på skuddet.

Australien kunne i stedet udnytte et yderst passivt forsvar med 20 minutter tilbage af opgøret. Et indlæg blev rettet af, og danskerne havde svært ved at cleare i forsvaret, på trods af, at de var klart i overtal.

Joshua Kennedy vandt nærkampen med Daniel Agger, mens blandt andre Lars Jacobsen få meter derfra kunne se Kennedy overliste Stephan Andersen i målet, og score til slutresultatet 1-0.

På lørdag møder Danmark værtsnationen Sydafrika i den allersidste VM-testkamp, inden det for alvor gælder, når den første gruppespilskamp byder på Holland.

Skriv en kommentar