DBU meddeler, at danske fans foreløbig har ansøgt om ca. 30 % af de billetter, som de rød-hvide har til rådighed til de to første VM-kampe mod Peru og Australien. Mod Frankrig nærmer det sig 50 %.
Indtil den 31. januar kan fans fra de lande, der er kvalificeret til VM i Rusland, ansøge om billetter til deres nations VM-opgør.
Det gælder naturligvis også for de danske fans, der gerne vil se Christian Eriksen og co. til sommer. Og nu kommer DBU med en opdatering på, hvor mange danskere der på nuværende tidspunkt har ansøgt om billetter.
DBU meddeler, at danske fans hidtil har ansøgt om ca. 30 % af den kapacitet, som de har til rådighed til de to første opgør mod hhv. Peru og Australien. Sidste gruppekamp mod Frankrig nærmer sig til gengæld en ansøgningsprocent på 50 %.
Derfor er der stadig rig mulighed for danske fodboldfans, som ønsker at se Danmark i aktion ved VM-slutrunden i Rusland.
Hvis man ikke når at ansøge inden 31. januar, har man dog stadig en chance for at sikre sig billetter, da FIFA sørger for, at man efter først-til-mølle-princippet fra 13. marts til 3. april kan købe billetter, hvis der er nogle til overs.