Lørdag aften står Danmark overfor sin første styrkeprøve ved denne VM-slutrunde. Modstanderen er Peru, som ikke har deltaget ved et VM siden 1982. Læs hele optakten her.
På de sociale medier har Peru og Danmark kørt en sjov lille kampagne mod at få døbt denne gruppe C til The Friendly Group, og selvom der er rigtig god stemning udenfor kridtstregerne frem mod lørdagens kamp, er der ingen tvivl om kampens vigtighed for nogen af de to mandskaber i det, der på forhånd ligner en kamp om andenpladsen i gruppen.
Fokus på holdene:
Peru:
Ikke siden 1982 har Peru deltaget ved en VM-slutrunde. Begejstringen er derfor enorm, og Peru forventes at være et af de lande med flest fans på stadion trods den store rejseafstand fra Sydamerika til Rusland.
Landet har klaret sig fantastisk flot i deres testkampe op til VM, hvor de har slået VM-deltagerne fra Kroatien, Island og Mexico samt spillet 0-0 mod Sverige. Faktisk er Peru i en lige så lang stime af ubesejrede som Danmark, og det er derfor to hold med momentum, der mødes i Saransk.
Peruvianerne lykkedes til sidst med at få deres erfarne angriber, Paolo Guerrero, frikendt for sin kokain-dom, og han stiller derfor formentlig til start mod Danmark.
Danmark:
Ligesom Peru har Danmarks VM-optakt været positiv - i hvert fald på banen - og den solide defensive base giver grund til at tro på en succesrig turnering set med danske briller.
Det danske landshold har som bekendt VM-testet mod Panama, Chile, Sverige og Mexico uden hverken at tabe eller lukke mål ind, og troen på noget stort er derfor i højeste grad i live frem mod lørdagens kamp.
Det danske landshold er ikke avanceret fra en VM-gruppe siden 2002, og VM-lodtrækningen har tilladt den danske befolkning at drømme om noget, der minder om de glade dage fra 1998 og 2002, hvor man to gange i træk kom videre fra gruppespillet.
Fakta:
- Peru og Danmark har aldrig mødtes tidligere.
- Peru har et af de laveste hold ved slutrunden, og Danmark ligger i den modsatte ende og har bl.a. i Jannik Vestergaard, som dog næppe starter inde, og Yussuf Poulsen nogle af VM’s højeste spillere på deres position.
- Denne kamp ses af mange som nøglen til andenpladsen i denne gruppe, som har Frankrig som klar favorit. Det vil derfor være altafgørende for begge hold først og fremmest at undgå nederlag.
- Ingen af spillerne fra hverken Peru eller Danmark har tidligere spillet en kamp, hvor kampens dommer Bakary Gassama har dømt.
Seneste nyt:
Peru:
Fik som bekendt Paolo Guerrero frikendt til slutrunden og kan stille i stærkeste opstilling.
Danmark:
Efter årets mest omtalte fødsel i dansk presse stødte Christian Eriksen heldigvis til truppen i rigelig tid til at forberede sig til VM.
Udover Andreas Cornelius, der ikke er i god kampform ovenpå sin skade, har det danske landshold ingen skavanker, og Åge Hareide kan vælge mellem samtlige spillere i truppen.
Hold øje med:
Paolo Guerrero (Peru):
Denne kamp vil, for peruvianernes vedkommende, komme til at handle meget om deres 34-årige landsholdsanfører, der nu alligevel får lov til at opleve en VM-slutrunde i sin karrieres efterår. Han vil være mere motiveret end normalt efter at have oplevet, hvor tæt det var på at blive taget fra ham.
Christian Eriksen (Danmark):
Det kedelige, forudsigelige valg. Det er ikke et hipster’s choice at pege på Eriksen som den dansker, man skal holde øje med. Hans betydning for den danske offensiv kan bare efterhånden ikke overvurderes, og uden ham vil Danmark have svært ved både at kreere chance og score. Eriksen er den verdensstjerne, som Danmark ikke for alvor har haft siden brødrene Laudrup og Peter Schmeichel.
Forventede startopstillinger:
Peru (4-2-3-1):
Gallese
Advíncula - Rodríguez - Ramos - Trauco
Yotún - Tapia
Carrillo - Cueva - Flores
Guerrero
Danmark (4-2-1-3):
Schmeichel
Dalsgaard - Kjær - Christensen - Stryger
Kvist - Delaney
Eriksen
Y. Poulsen - Jørgensen - Sisto
Praktisk information:
Dommeren: Bakary Gassama. 39 år og fra Gambia.
Stadion: Mordovia Arena, Saransk
Spille-tidspunkt: 16. juni, klokken 18:00 | Se hele kampprogrammet her.
Vises på: TV 2 | Se hele TV-programmet her.