Kendte fodboldfans: Paula Larrain

0

VM-guide.dk vil bringe en række interviews med kendte personer, der har en stor passion for fodbold. I dette interview har vi talt med journalisten Paula Larrain.

Paula Larrain har tidligere været vært på TV-Avisen. I dag driver hun sin egen virksomhed, hvor hun blandt andet laver foredrag og fungerer som rådgiver. Vi har stillet hende en række VM-relaterede spørgsmål.

Hvad er den største VM-oplevelse, som du har haft?

Danmark-Nigeria kampen i 1998. Jeg så den på Rådhuspladsen, hvor jeg var med som reporter for Berlingske Tidende. Stemningen var fantastisk og det var lige før, der ikke var luft nok til at huje igennem, da Ebbe Sand scorede mindre end et minut efter, han var blevet skiftet ind.

Hvad er den største VM-fiasko, du har oplevet?

At køre hjem på cykel i gråvejr hin eftermiddag i 1986, efter Spanien havde slukket vores VM-drømme om at komme i kvartfinalen. Klædt på som en roligan fra yderst til inderst. Rødglødende indeni og ligbleg uden på.

Hvilken VM-legende er i dine øjne den største?

Zico gjorde et fantastisk indtryk på mig, da jeg var 12 år gammel og for første gang aktiv fodboldfan. Brasilien kom ikke særlig langt i den slutrunde, men han kom alligevel til at sidde fast i min hukommelse. Dette naturligvis for ikke at nævne Guds Hånd. Stor var han jo, men lidt irriterende i dag som træner, Diego Maradona.

Hvad er dine forventninger til VM-slutrunden generelt?

Jeg må indrømme, at jeg ikke har de store forventninger til Danmark. Det er jeg nok ikke ene om. Håbet lever, for vi har jo overrasket før. Jeg sætter større lid til mit andet fædreland, Chile. De spiller megagodt og hvis de kan holde kadencen gennem turneringen, så tror jeg, de kan nå langt.

Var beslutningen om, at forlænge med Morten Olsen den rigtige?

Det vil jeg slet ikke gå ind i. Jeg kan under ingen omstændigheder se nogle alternativer.

Hvilken spiller er vigtigst for Danmark?

Ja, det er svært. Man burde sige Bendtner, men han er for ustabil. Og hvad sker der for min gamle helt, Jon Dahl. Det er som om den der rekord har lammet ham fuldstændig. Christian Poulsen er nok den, vi skal sætte vores lid til.

Hvor langt tror du, at Danmark når ved VM?

Jeg kunne godt være  bange for, at vi ikke når videre fra indledende runde. Men på den anden side, har vi overrasket før og der kan pludseligt opstå noget, når spillerne for alvor giver den gas og holder op med at pibe over bolden.

Hvem tror du, der vinder VM?

Spanien er det oplagte valg. Det er et fantastisk hold. De kan vinde over Brasilien i en finale - hvis de overhovedet kan komme så langt begge to. Det ville i hvert fald være kongefodbold!

Hvem vil du mene, der stikker af sted med topscorer-prisen?

David Villa, fordi han er en af verdens bedste angribere og fordi Spanien får mange kampe at score i.

Hvilken nation tror du, der kan overraske ved VM?

Sydafrika kunne godt overraske eller Cote D'Ivoire (Elfenbenskysten, red.). Personligt håber jeg på, at det bliver enten Danmark - eller mest sandsynligt, Chile.

Interviewet blev foretaget den 11. juni 2010

Skriv en kommentar