Kendte fodboldfans: David Neerup Mandel

1

VM-guide.dk vil bringe en række interviews med kendte personer, der har en stor passion for fodbold. I dette interview har vi talt med David Neerup Mandel.

David Neerup Mandel har tidligere været en del af P3-fodboldprogrammet Tifo, men for tiden danner han trioen i "Go' morgen P3", der er det faste morgenprogram på P3, som sendes alle hverdage fra 05:45 til 09:00. VM-guide.dk har stillet ham en række VM-relaterede spørgsmål.

Hvad er den største VM-oplevelse, som du har haft?

Det må være VM 1998, Danmark mod Brasilien. Den fællesskabsfølelse og det totale kaos, der opstår, da Martin Jørgensen scorer det første mål efter et par minutter, glemmer jeg aldrig. Jeg havde set kampen mod Nigeria, som vi jo vinder 4-1 helt alene på en sofa, da jeg lige var kommet hjem fra Roskilde-festivalen, og var helt udkørt, og på trods, og i kraft af sejren, var det en lille smule trist. Så selvom vi tabte til slut mod brasilianerne, var der magiske øjeblikke i løbet af kampen, hvor alle og alting smeltede sammen i den danske hovedstad.

Hvad er den største VM-fiasko, du har oplevet?

VM 2002, ottendedelsfinalen mod England. Thomas Sørensen får hjulpet englænderne i gang i starten af kampen, da han fumler med en bold, og jeg kan huske, at jeg allerede tænkte, at kampen var afgjort på det tidspunkt. Kæmpe antiklimaks, og vi taber også stensikkert 3-0.

Hvilken VM-legende er i dine øjne den største?

Hands down Zidane. Jeg har ikke set Pele spille, og er lidt for ung til at have Maradona ordentligt i min bevidsthed, men Zidane er gjort af det samme legendestof. Han har løftet trofæet, og scoret to mål i en finale, og så var han millimeter fra at gøre det igen i hans sidste optræden, indtil en familiefejde med Materazzi kom i vejen, men den episode, har i min bog bare lagt yderligere til legenden om den store Zidane.

Hvad er dine forventninger til VM-slutrunden generelt?

Jeg tror på en slutrunde med masser af mål og flot boldspil, som Italien muligvis ender med at vinde på den lidt fesne italienske måde. Jeg ser semifinalen i årets Champions League mellem Barcelona og Inter som et tegn på, hvordan det kommer til at udspille sig. Den flotte fodbold sejre ad helvede til, lige indtil nogle kynisk spillende italienere spænder ben, sent i turneringen. Turneringen har nogle fantastiske profiler, Messi og Ronaldo f.eks., der måske - måske ikke viser, om de er legender i svøb.

Var beslutningen om, at forlænge med Morten Olsen den rigtige?

100 % rigtig. Jeg har aldrig deltaget i hylekoret om at han skulle fyres. Han har leveret, hvad han skulle og mere til, med det materiale, der har været til rådighed i hans tid som landstræner. Vi har i lang tid ikke fostret de toneangivende spillere, der har kunne bringe os op i Europas top, og alligevel har vi leveret en god omgang fodbold i ny og næ, og været tæt på kvalifikation, selvom det er glippet et par gange. Vi har nok en selvforståelse omkring fodbold, og flere andre ting, i Danmark som er svær at leve op til. Vi er et lille land, med begrænset mængde boldspillere på træet, og ingen kunne have gjort det bedre end Morten Olsen.

Hvilken spiller er vigtigst for Danmark?

Christian Poulsen. Han skal binde holdet sammen, og hvis det ikke lykkedes, er vi på røven. Når det er sagt, så er Danmark jo et hold, hvor man ikke kan satse på enkeltmandspræstationer, så alle skal helst præstere, før vi har en chance.

Hvor langt tror du, at Danmark når ved VM?

Jeg tror, at vi når 1/8-finalerne. Vi klarer os videre som to'er i den indledende pulje efter Holland, der lammetæver os allesammen. Så slår vi Paraguay i 1/16-finalen, og er helt oppe og køre, medierne snakker om VM-guld. Vi kan ikke få armene ned. Vi er verdens bedste fodboldhold, og så ender vi med klart nederlag i 1/8-finalerne.

Hvem tror du, der vinder VM?

Jeg håber, at Spanien vinder. Den fodbold de står for er så prisværdig, og vanvittigt imponerende at se på. De har så mange gode boldspillere og kender hinanden aldeles glimrende. De ved hvad det kræver, at gå hele vejen, så psyken er også med. Desværre kan jeg godt se dem blive slået ud af et klogt italiensk mandskab, men for fodboldens skyld, håber jeg ikke, at det sker.

Hvem vil du mene, der stikker af sted med topscorer-prisen?

David Villa fra Spanien. Han kan scorer på alle chancer. Selv hvis man fjernede målet, ville han score,  og i og med, at jeg tror, Spanien kommer et godt stykke i turneringen, tror jeg han putter kasser ind i på samlebånd. Han ender på syv scoringer.

Hvilken nation tror du, der kan overraske ved VM?

Chile tror jeg kan blive en tilskuerdarling. Primært, fordi jeg husker, hvordan de spillede mod os i en træningskamp sidste år. De kørte rundt med os, og spillede fantasifuldt og aggressivt. Dem glæder jeg mig til at opleve. Jeg har også altid gerne ville have en chilensk ven, og det bliver nemmere, tror jeg, hvis de når langt.

1 kommentar

  1. diego anêz on

    hola david min nye danske ven, jeg er fra chile og jeg tror også vi når langt…

Leave A Reply