Kroatien og Brasilien spillede 0-0 i den ordinære, mens den forlængede spilletid endte 1-1. Kroatien sejrede i straffesparkskonkurrencen.
Kroatien tørnede sammen med Brasilien i VM 2022's første kvartfinale, og det var noget af et drama, der udspillede sig.
Den første store chance tilfaldt Brasiliens Vinicius Junior. Han fik driblet sig fri på venstre side og fik afsluttet med et skruet forsøg. Afslutningen skabte dog ikke problemer for Dominik Livakovic i Kroatiens mål, der sikkert greb bolden.
I det 20. minut kom Vinicius Junior frem til endnu en chance, men igen var det ikke noget, der kunne snyde Livakovic.
Det var Brasilien, der var mest chanceskabende i de første 30 minutter, men Kroatien kom også til lidt småforsøg hist og her.
Kort før pausefløjt fik Brasilien et frispark, som Neymar skulle tage sig af. Han formåede dog ikke at overliste Livakovic.
Brasiliens højreback Eder Militao fik i starten af anden halvleg slået et hårdt indlæg ind i feltet, hvor en kroatisk spiller var tæt på at sende bolden i eget net i forsøget på at cleare den.
Neymar kom herefter til endnu en skudchance, men Livakovic var atter vågen.
Kroatien satte sig mere på spillet herfra uden dog at skabe nogle enorme chancer. Kort mod den ordinære spilletids afslutning, så skruede Brasilien igen op for tempoet og dominansen, men den sidste skarphed manglede.
Der blev ikke scoret i den ordinære spilletid, og så skulle holdene ud i forlænget spilletid.
Her var Kroatien ekstra hårde i deres tacklinger, og således blev brasilianerne tvunget til at slippe bolden hurtigere for ikke at blive fældet.
Kroatiens Marcelo Brozovic kom frem til en god mulighd, men han kanonerede bolden over Brasiliens mål.
I det 105. minut kunne Neymar så bringe Brasilien foran. Han satte tempoede op og kombinerede sig igennem Kroatiens defensiv, hvorefter han trak udenom Livakovic og bragede bolden i kassen til 0-1.
Scoringen var samtidig Neymars mål nummer 77, hvilket betyder, at han nu har tangeret Pelés målrekord som den mest scorende på Brasiliens A-landshold.
I anden halvleg af den forlængede spilletid trak Brasilien tempoet ned, men som altid lå det i deres DNA at være offentligt indstillede.
Det blev fatalt i det 116. minut, da Kroatien leverede en opstilling, hvor Brasilien pludselig kom i undertal. Bolden havnede hos Bruno Petkovic, som resolut skød mod Brasiliens mål.
Heldigvis for ham, så ramte bolden Marquinhos, som havde sat sig på knæ i forsøget på at blokere skuddet. Bolden ændrede derfor retning og gjorde det umuligt for Alisson i målet at tage bolden. 1-1 og dramaet var intakt.
Der blev ikke scoret mere i den forlængede spilletid, og således skulle holdene ud i straffesparkskonkurrence.
Her trak Kroatien det længste strå, da de scorede på alle deres fire spark, mens Brasilien brændte på deres første og sidste spark. Det var Rodrygo og Marquinhos, der endte med at stå som dem, der brændte.
Sådan forløb straffesparkskonkurrencen:
1-0 - Kroatiens Vlasic scorede
1-0 - Brasiliens Rodrygo brændte
2-0 - Kroatiens Majer scorede
2-1 - Brasiliens Casemiro scorede
3-1 - Kroatiens Modric scorede
3-2 - Brasiliens Pedro scorede
4-2 - Kroatiens Orsic scorede
4-2 - Brasiliens Marquinhos brændte
Kroatien er nu klar til semifinalen, hvor de skal møde enten Holland eller Argentina, der spiller senere i aften.