Lewandowski-hattrick nedlagde Danmark

0

Robert Lewandowski var med et vaskeægte hattrick afgørende for, at Polen vandt VM-kvalifikationskampen mod Danmark 3-2.VM fodbold

Efter en pointmæssig god start på VM-kvalifikationen skulle Danmark forsøge at fortsætte de positive takter, da de gæstede EM-kvartfinalisterne fra Polen.

Åge Hareides tropper startede bedst, men det var polakkerne, der i kampens indledning var tættest på at bringe sig i front. Men Arkadiusz Miliks hovedstød blev reddet af Kasper Schmeichel.

Den danske keeper kunne dog intet stille op efter 20 minutters spil, da Robert Lewandowski tæt under mål kunne sparke Polen på 1-0 efter en flot assist af Kamil Grosicki.

Ti minutter før pausen blev det endnu vanskeligere for Danmark, da Jannik Vestergaard begik straffespark på Milik. Lewandowki omsatte stensikkert forsøget til 2-0.

2-0 var også stillingen efter de første 45 minutter, hvor danskerne havde haft mere end svært at spille sig igennem den polske defensiv.

Yussuf Poulsen blev sat på banen fra anden halvlegs start i håb om at få mere gang i offensiv. Desværre slog Lewandowski til i den anden ende umiddelbart efter startfløjtet til de sidste 45 minutter.

En lang bold fik Bayern München-stjernen taget med sig, og selvom Andreas Christensen fik presset Lewandowski i skudøjeblikket, øgede han til 3-0.

Kort efter fik Danmark dog en livlinje, da Kamil Glik ganske upresset headede en tilbagelægning i en blød bue over sin egen målmand og videre ind i nettet.

Målet skabte tro hos danskerne, og 20 minutter før tid blev det alvor spændende, da indskiftede Yussuf Poulsen fik raget bolden til sig feltet og efterfølgende sparket den i kassen til 3-2.

Desværre lykkedes det ikke for Danmark at få lagt et ordentligt pres på polakkerne i resten af kampen. Uden de store problemer kunne værterne køre 3-2-sejren i hus.

Polen ligger sig med de tre point op på en delt førsteplads med Rumænien og Montenegro. Danmark indtager fjerdepladsen med tre point.

Skriv en kommentar