Luiz Felipe Scolari: Den værste dag i mit liv

0

Brasiliens landstræner, Luiz Felipe Scolari, slog fast efter det ydmygende 7-1-nederlag til Tyskland, at ansvaret var hans. Han undskyldte til de brasilianske fans.

Luiz Felipe Scolari var manden, der førte Brasilien frem til det seneste VM-trofæ i 2002, hvor Brasilien netop slog Tyskland med 2-0 i finalen på to mål af Ronaldo.

Tirsdag aften skulle holdet så forsøge, at besejre tyskerne igen, men den plan lykkedes aldrig.

Ved pause førte Tyskland 5-0, og da kampen blev fløjtet af, stod der 7-1 på måltavlen.

Brasiliens landstræner, Luiz Felipe Scolari, er helt fattet, når han skal svare på, hvor ansvaret skal placeres.

"Det er det værste øjeblik i min fodboldkarriere og den værste dag i mit fodbold-liv. Men livet går videre," fortæller Scolari ifølge FIFA's hjemmeside og uddyber:

"Hvem der er ansvarlig for resultatet? Det er jeg. Årsagen til dette katastrofale resultat skal fordeles på alle, men det var mig, der valgte opstillingen og taktikken. Det var min beslutning."

"Vi forsøgte, og vi gjorde vores bedste, men vi var oppe imod et fantastisk tysk hold. Vi kunne ikke svare igen, da vi kom bagud. Selv ikke tyskerne kan forklare, hvad der præcist skete, men man må respektere deres kompetencer."

"Min besked til det brasilianske folk er denne: Vi undskylder for præstationen. Jeg er ked af, at vi ikke kom i finalen, men nu må vi bestræbe os på at vinde bronzekampen."

Scolari nævner også, at han ikke tror, at Neymar kunne have gjort synderligt meget ved resultatet, hvis han havde været kampklar.

Brasilien skal spille bronzekampen på lørdag mod enten Holland eller Argentina, som mødes i den anden semifinale onsdag aften.

Skriv en kommentar