AS Roma-cheftræner José Mourinho har afvist at blive landstræner for Portugal, og han har også takket nej til et tilbud fra det brasilianske fodboldforbund.
I skrivende stund er José Mourinho cheftræner i den italienske storklub AS Roma, og det ønsker han at blive ved med.
I hvert fald melder Sky Sports-journalisten Angelo Mangiante, at portugiseren har afvist to store landstrænerjobs.
Det drejer sig først og fremmest om jobbet som portugisisk landstræner, som Roberto Martinez i stedet ser ud til at overtage.
Derudover har Mourinho også takket nej til at blive landstræner for Brasilien, lyder det fra journalisten.
Der skulle ellers have været et betydeligt pres fra det brasilianske fodboldforbund, og Ronaldo skulle have ringet til ham.
Men Mourinho ønsker altså ikke at forlade AS Roma, hvor han har kontrakt frem til sommeren 2024, i denne omgang.
Portugiseren har en fortid i klubber som Real Madrid, Chelsea, Manchester United og Tottenham.