Morten Ankerdal: Pelé er den største VM-legende

Morten Ankerdal: Pelé er den største VM-legende

0

VM-guide.dk har interviewet en række kendte danskere, der har en stor passion for fodbold. I dette interview kan du møde TV 2's tv-vært og reporter under VM i Brasilien, Morten Ankerdal.

Hvad er den største VM-oplevelse, som du har haft?

VM 2002, da Danmark besejrede Frankrig i Incheon i Korea. Det var et meget specielt øjeblik at opleve på nærmeste hold. Ikke mindst bagefter, hvor jeg interviewede de største stjerner om Danmark. Zidane og Desailly.

Hvad er den største VM-fiasko, du har oplevet?

Efter den sejr over Frankrig til VM i 2002 havde vi alle store forventninger. Det var en stor skuffelse, at blive kørt over 3-0 af England. Og så synes jeg i øvrigt at VM 2010 var en kæmpe spillemæssig skuffelse.

Hvilken VM-legende er i dine øjne den største?

Pelé er noget specielt. Tre VM titler er jo nærmest umuligt. Han vandt VM med Brasilien 1958, 62 og 70.

Men for mig personligt er det nok Zidane. Han er fra min tid og var bare en fantastisk spiller. Den måde han vandt VM med Frankrig på 1998 og førte dem til finalen i 2006 var unikt. Det var den unge Zidane og den store samler i 2006. I 2002 var han ikke på toppen p.g.a. skader.

Hvad var dine forventninger til VM 2014, og har slutrunden levet op til dem indtil nu?

Det er for mig fodboldens land vi spiller i. Jeg har glædet mig helt sindssygt. Og det har foreløbig levet op til forventningerne. Den stemning der er omkring fodbold i dette land skal opleves. Der er så meget glæde og passion til spillet.

Hvem tror du, der vinder VM 2014?

Jeg har stor fidus til Tyskland. Det har jeg altid. Jeg kan godt lide tysk fodbold. Men jeg må erkende, at det er et af de mest uforudsigelige VM'er jeg har oplevet. Der er mange der kan vinde.

Hvilken underdog tror du, der vil overraske ved VM?

Chile. De spiller med en passion, aggressivitet og fart. De kan komme meget langt, selv om de risikerer at ryge ind i Brasilien.

Hvilken nation har skuffet dig mest indtil nu?

Spanien. Uden sammenligning. De har været en skygge af sig selv.

Hvem bliver topscorer ved VM 2014?

Thomas Müller. Jeg tror jo Tyskland vinder 🙂 Det vil kræve, at Müller går målamok. Han er den eneste reelle angriber bortset fra veteranen Klose.

Hvilken spiller vil overstråle alle andre under VM 2014?

Jeg håber på, at det bliver Neymar. Han er en fantastisk historie. Han kommer fra de fattigste kår, og kæmper sig frem. Det er en smuk historie. Han bærer meget af Brasiliens succes på sine skuldre.

Hvilket talent skal vi holde et særligt øje med ved VM 2014?

Hvis England klarer sig videre, så syntes jeg Raheem Sterling er spændende spiller. Han har tilført England noget uforudsigelighed og en masse fart.

Hvilken spiller vil skuffe under VM 2014?

Iker Casillas er jo allerede faldet igennem. Han var verdens bedste for fire år siden. Nu kandiderer han til VM's dårligste målmand.

Hvordan lyder din evaluering af Danmarks manglende VM-billet?

Det blev dyrt, at Danmark manglede Nicklas Bendtner i Parken i den første kamp mod Tjekkiet. Med ham på holdkortet, så havde de vundet.

De vadede i chancer, men manglede en dygtig afslutter. På det tidspunkt var Bendtner i udmærket form. Det var de to point Danmark manglede for at komme til play off.

Jeg synes, at holdet viste stor moral, da det så sorteste ud. Morten Olsen fik genrejst holdet, da vi alle havde opgivet håbet. Det var flot, selvom de spillede den dårligste landskamp, jeg har set mod Armenien i Parken.

Interviewet blev foretaget den 19. juni 2014.

Leave A Reply