Den forhenværende landstræner Morten Olsen mener, at folk glemmer fortiden, når de kritiserer Kasper Hjulmand. Men sådan er fodbold, siger han.
I 16 år var Morten Olsen dansk landstræner, og han har derfor også prøvet at blive udsat for kritik af både medier og fans.
Direkte adspurgt om, hvordan han ser kritikken af Kasper Hjulmand, henviser Morten Olsen til, at folk glemmer hurtigt.
“Folk glemmer. Der sker så meget i den her verden, så folk glemmer, hvad der er sket tidligere. Der er sket meget på to uger, og det er også den verden, vi trænere lever i,” udtaler han til bold.dk og fortsætter:
“Kasper har gjort det fantastisk. Alle de personer, som kritiserer ham nu, var dem, som klappede i hænderne ved EM i 2021. Sådan er fodbold jo,” siger den tidligere landstræner.
“Fansene har hjertet i det, og det har vi andre også,” lyder det fra Morten Olsen.
Danmarks kommende EM-opgør mod Tyskland fløjtes i gang lørdag aften.