Optakt: Sverige – Schweiz

0

Sverige møder Schweiz tirsdag klokken 16:00 i det, der kan blive en rigtig tæt og taktisk affære. VM-guide.dk giver dig her en optakt til kampen.

Optakt til Sverige mod Schweiz

Fokus på holdene:

Sverige:

Sverige har vist en imponerende styrke ved VM hidtil, selvom de ikke har spillet sprudlende angrebsfodbold. Men vores svenske naboer er formentlig fuldstændig ligeglade.

For de er nu blandt verdens 16 bedste nationer, og de kan sagtens komme endnu længere. En ottendedelsfinalekamp imod Schweiz venter, og svenskerne vil gøre alt for at komme forbi dem.

Schweiz:

Schweiz' store mål for VM 2018 var at komme videre fra gruppe E - og det kom de i sikker stil. Næste opgave bliver at eliminere Sverige i ottendedelsfinalen.

Det schweiziske mandskab er formentlig godt tilfredse med, at der nu venter en fifty-fifty-kamp frem for et opgør imod gruppe F's to forhåndsfavoritter, Tyskland eller Mexico, hvor Schweiz ville have været undertippet.

Fakta:

- Sverige og Schweiz har aldrig før mødt hinanden ved en VM-slutrunde.

- Seneste gang, Sverige og Schweiz mødte hinanden, var i en venskabskamp i 2002, hvor det endte 1-1.

- Schweiz er ubesejrede i deres seneste fem kampe

Seneste nyt:

Sverige:

Sveriges midtbanespiller Sebastian Larsson er både skadet og har karantæne. Derfor kommer han ikke i aktion i morgen. I stedet forventes det, at Gustav Svensson spiller fra start.

Schweiz:

Stephan Lichtsteiner og Fabian Schär har begge karantæne og må se med fra sidelinjen i morgen. Det tyder på, at de to forsvarsspillere bliver erstattet af Michael Lang og Johan Djourou.

Hold øje med:

Emil Forsberg (Sverige):

Vi mangler stadig at se en masse fra Sveriges offensivprofil Emil Forsberg. Han har et stort potentiale, men i alle tre gruppekamp har han vist alt for lidt af sin kunnen.

Nu gælder det første knockout-kamp, og de svenske fans håber, at deres offensive es for alvor stempler ind i turneringen.

Xherdan Shaqiri (Schweiz):

Hvis Xherdan Shaqiri spiller en god kamp mod Sverige, er der fine chancer for et schweizisk avancement til kvartfinalen.

Den lille tekniker er en evig kilde til uro i modstandernes forsvar, og i anden gruppekamp mod Serbien afgjorde han kampen til Schweiz' fordel i sidste minut.

Forventede startopstillinger:

Sverige:

Olsen

Lustig - Lindelöf - Granqvist - Augustinsson

Claesson - Svensson - Ekdal - Forsberg

Berg - Toivonen

Schweiz:

Sommer

Lang - Djourou - Akanji - Rodriguez

Behrami - Xhaka

Shaqiri - Dzemaili - Embolo

Gavranovic

Redaktionens bud på kampen:

Lasse Klink:

Jeg tror, det bliver en utrolig tæt kamp, hvor ingen af holdene vil risikere noget. Mit bud er en 1-0-sejr til Sverige - og det vil ikke undre mig, hvis målet kommer efter en dødbold.

Casper Lohse:

Sverige har overrasket mig positivt. Efter at have scoret fire mål i deres seks landskampe før VM, må man sige, at de har fået gang i scoringerne ved denne slutrunde. Fem mål i tre kampe og heriblandt to sejre plus det sene nederlag til Tyskland.

Sverige og Schweiz minder lidt om hinanden i spillestil, og Schweiz' resultater i gruppespillet var bestemt ikke dårlige, når man tænker på at de mødte Brasilien (1-1), Serbien (2-1-sejr) og Costa Rica (2-2).

Jeg tror, at vi får et uafgjort 1-1-resultat i en kamp, hvor begge vil være lidt tilbageholdende i første halvleg og give mere los i anden. Jeg kan godt se Sverige score det afgørende mål i forlænget spilletid, så vi glipper straffesparkskonkurrencen i dette opgør.

Praktisk information:

Stadion: Saint Petersburg Stadium, Saint Petersburg.

Spilletidspunkt: 3. juli, klokken 16:00.

Vises på: TV 2.

Skriv en kommentar