Optakt: Uruguay – Frankrig

0

VM's første kvartfinale sparkes i gang, når Uruguay møder Frankrig på Nizhny Novgorod Stadium klokken 16:00 fredag. VM-guide.dk giver dig her en optakt til kampen.

Optakt til Uruguay mod Frankrig

Fokus på holdene:

Uruguay:

Uruguay har imponeret stort ved VM foreløbig.

Gruppe A blev vundet i sikker stil - og endda uden at indkassere et eneste mål. Siden fulgte en 2-1-sejr i ottendedelsfinalen imod Portugal.

Selvom det uruguayanske hold har mødt modstand foreløbig ved VM, bliver det af en helt anden kaliber, når Frankrig venter i kvartfinalen.

Frankrig:

I gruppespillet så det ikke imponerende ud for Frankrig, som havde svært ved at få spillet til at hænge sammen.

I ottendedelsfinalen imod Argentina blev der imidlertid lavet godt og grundigt om på det. Med Kylian Mbappé i topform nedlagde franskmændene det argentinske mandskab med 4-2.

Nu skal Frankrig op imod VM's måske stærkeste defensiv, og det bliver ekstremt spændende at se, om de franske offensivstjerner kan tilkæmpe sig sejren imod Uruguay.

Fakta:

- Uruguay og Frankrig mødte hinanden i gruppespillet ved både VM 2002 og VM 2010. Begge opgør sluttede 0-0.

- Udover de to ovenstående VM-kampe har Uruguay og Frankrig også mødt hinanden tre gange yderligere i nyere tid. To af disse opgør er såmænd også endt uden scoringer, mens sidste kamp sluttede med en uruguayansk 1-0-sejr.

- Både Uruguay og Frankrig er ubesejrede i deres seneste otte kampe.

Seneste nyt:

Uruguay:

Edinson Cavani, der måtte udgå af ottendedelsfinalen mod Portugal, bliver med al sandsynlighed ikke klar til Frankrig-kampen. I stedet ventes det, at Christian Stuani spiller fra start ved siden af Luis Suarez.

Frankrig:

Frankrig må undvære Blaise Matuidi, som på grund af to gule kort hidtil i turneringen har karantæne.

Hold øje med:

Luis Suarez (Uruguay):

Med Edinson Cavani ude med en skade hviler der et endnu større pres på skuldrene af Luis Suarez, når Frankrig venter i VM-kvartfinalen.

Suarez har scoret to mål hidtil ved VM, og hvis uruguayanerne skal videre til semifinalen, skal måltotalen gerne øges for Barcelona-stjernen.

Antoine Griezmann (Frankrig):

Antoine Griezmann er manden – sammen med Kylian Mbappé – der kan skabe det uventede og uforudsigelige for Frankrig. Og det kan de få brug for imod Uruguays stærke defensiv.

Griezmann har i en årrække for Atletico Madrid vist, hvilken fantastisk fodboldspiller han er, men også på landsholdet viste han især ved EM 2016, at han kan præstere, når presset er maksimalt.

Og hvis Frankrig kommer i problemer mod Uruguay, så er presset stort på Griezmann, som skal vise, at han er en af verdens allerbedste offensivspillere.

Forventede startopstillinger:

Uruguay:

Muslera

Caceres - Gimenez - Godin - Laxalt

Nandez - Torreira - Vecino

Bentancur

Suarez - Stuani

Frankrig:

Lloris

Pavard - Varane - Umtiti - Hernandez

Kanté - Tolisso - Pogba

Mbappé - Giroud - Griezmann

Redaktionens bud på kampen:

Lasse Klink:

Jeg tror, der venter en utrolig tæt og interessant kamp, hvor Frankrig har en lille favoritværdighed.

Det har de både, fordi de spillede en rigtig stærk anden halvleg mod Argentina, men også fordi at Uruguay formentlig må undvære Edinson Cavani.

Jeg tror dog, at Uruguay via deres stærke defensiv klarer 120 minutter med 1-1, hvorefter de er køligst i den efterfølgende straffesparkskonkurrence.

Casper Lohse:

Frankrig var ikke dominerende imod Argentina, men de trak sig alligevel sejrrigt ud af opgøret. Derfor har jeg fidus til franskmændene.

Jeg tror, at vi kan forvente en nogenlunde lige kamp mellem Frankrig og Uruguay, men jeg ser stadig Frankrigs offensive kvaliteter værende større end Uruguays. De vil angribe meget mere eksplosivt end Uruguay har oplevet tidligere i turneringen med Mbappé i førertrøjen.

Kampen bliver afgjort i ordinær spilletid, hvor Frankrig vil vinde 2-1. Hvis jeg skal lægge hovedet endnu mere på blokken, så forudsiger jeg følgende: Griezmann scorer til 1-0, Mbappé til 2-0 og Suarez reducerer til 2-1.

Praktisk information:

Stadion: Nizhny Novgorod Stadium, Nizhny Novgorod

Spilletidspunkt: 6. juli, klokken 16:00.

Vises på: TV 2.

Skriv en kommentar