I Danmarks gruppe E spillede Rumænien og Montenegro her til aften 1-1 efter to sene scoringer. Rumænerne brændte straffe dybt inde i overtiden.
Efter de to kl. 18:00-kampe manglede kun Rumænien og Montenegro at komme i aktion i Danmarks gruppe E. Det kom de kl. 20:45 i et sandt østeuropæisk drama.
Der skulle dog gå lang tid, før der for alvor kom gang i løjerne. Først fem minutter før tid fik indskiftede Adrian Popa bragt Rumænien på sejrskurs.
Men blot to minutter senere var der igen bragt balance i regnskabet, da Montenegros store stjerne, Stevan Jovetic, gjorde det til 1-1.
Så lignede det en pointdeling, men dybt inde i overtiden fik værterne fra Rumænien tilkæmpet sig et straffespark.
Uheldigvis for rumænerne var Bogdan Stancu, der scorede to gange på straffespark under EM i Frankrig, netop blevet skiftet ud. Derfor blev ansvaret overladt til Nicolae Stanciu.
Han kunne imidlertid ikke holde nerverne i ro, hvorfor han misbrugte den kæmpemæssige chance for at blive matchvinder.
Det sluttede derved 1-1, og endnu en af Danmarks formodede konkurrenter i gruppe E smed altså point.