Sverige og Mexico videre på bekostning af Tyskland

0

Sverige vandt 3-0 over Mexico og snupper førstepladsen i gruppe F, mens mexicanerne lister sig videre på bekostning af Tyskland, som tabte 1-0 imod Sydkorea.

Mexico og Sverige skulle her til eftermiddag krydse klinger i gruppe F.

Hvis mexicanerne fik point ud af opgøret, ville de snuppe førstepladsen i gruppen, mens et nederlag med al sandsynlighed ville være lig med VM-exit, mens Sverige og Tyskland - hvis de kunne slå Sydkorea - i stedet ville avancere til ottendedelsfinalerne.

Svenskerne startede klart bedst, og allerede inden for kampens første fem minutter havde de to nærgående forsøg efter to dødbolde.

Efter et kvarters spil var mexicanerne tæt på for første gang, da de fik erobret bolden højt på svenskernes banehalvdel. Hirving Lozano fandt Carlos Vela, som dog måtte se sit forsøg stryge forbi målet.

Sverige var primært farlige på dødbolde, og da kampuret netop havde rundet den halve time, var et hjørnespark ved at føre til et svensk føringsmål, men Marcus Bergs afslutning blev reddet af Guillermo Ochoa.

I første halvlegs overtid var Berg tæt på igen, da han blev sendt af sted i dybden, men den rutinerede angriber sparkede bolden i sidenettet.

Derfor var stillingen 0-0 ved halvtid.

Til gengæld skulle der blot gå fem minutter af anden halvleg, før der kom gang i scoringen. Og det var svenskerne, der bragte sig på 1-0 og ottendedelsfinalekurs.

Et indlæg fra højrekanten ramte Victor Claesson helt skævt, men det blev en fordel for svenskerne, for bolden havnede i stedet hos en fri Ludwig Augustinsson, som flugtede bolden i nettet.

Mexicanerne skulle nu på jagt efter en udligning, men ti minutter efter føringsmålet var det alligevel Sverige, der udbyggede føringen.

Efter en omstilling blev Marcus Berg nedlagt af Hector Moreno i feltet, hvilket gav svensk straffespark. Det omsatte Andreas Granqvist for anden gang under VM usvigelig sikkert til scoring.

Kampen blev definitvt lukket 16 minutter før tid, da Mexicos højre back Edson Álvarez efter et langt svensk indkast sendte bolden i eget net. Dermed 3-0 til Sverige.

Mexico formåede ikke at svare igen på dette, og derfor sluttede opgøret 3-0 til Sverige.

Nu var Mexico afhængige af hjælp fra Sydkorea - og den fik de. På to scoringer i overtiden nedlagde sydkoreanerne nemlig Tyskland med 2-0.

Dermed er Tyskland højst overraskende færdige ved VM, mens Sverige snupper gruppe F's førsteplads. Mexico sniger sig videre som nummer to.

Leave A Reply