Argentina videre med hiv og sving

0

Argentina er videre til ottendedelsfinalerne ved VM, da de på en sen scoring fra Marcos Rojo slog Nigeria, som er færdige ved VM, med 2-1.

Det var afgørelsens time i gruppe D, hvor Nigeria og Argentina skulle mødes.

En sejr til det argentinske mandskab ville bringe dem tæt på en ottendedelsfinale, mens nederlag eller uafgjort ville være lig med et tidligt VM-exit.

Efter en indledning uden nogle nævneværdige chancer kom Argentina i front efter cirka et kvarters spil, da vi for første gang under sommerens VM-slutrunde så høj klasse fra Lionel Messi.

Ever Banega spillede en lang aflevering frem til Messi. Barcelona-stjernen tæmmede elegant bolden med låret, kom fri og hamrede den derefter i nettet med højrefoden til 1-0.

Scoringen gav ro og selvtillid til argentinerne, som efter 33 minutters spil var tæt på bringe sig yderligere i front. Og nok engang kom forsøget fra Messi.

Angel Di Maria blev fældet på kanten af det nigerianske felt. Det gav et frispark til Argentina, som Messi sendte på stolpen.

Og da ingen af holdene kom tættere på en scoring i første halvleg, var stillingen 0-0 ved pausen. Samtidig stod der 0-0 i opgøret mellem Island og Kroatien ved halvtid, hvilket ville sende Argentina videre.

Til gengæld skulle der ikke gå mere end fem minutter af anden halvleg, før argentinerne var på vej ud af VM. Efter et hjørnespark rev Javier Mascherano en nigeriansk spiller omkuld.

Det gav straffespark til afrikanerne, og det omsatte VIctor Moses stensikkert til udligning. Dermed var Nigeria pludselig på vej videre ved VM på Argentinas bekostning.

Samtidig kom Kroatien foran med 1-0 i deres kamp imod Island. Derfor tydede det for alvor på, at kampen mellem Nigeria og Argentina skulle afgøre, hvem der ville snuppe gruppe D's andenplads.

Argentinerne virkede rystede efter den nigerianske udligning, og de havde mere end svært ved at spille sig igennem Nigerias defensiv. Samtidig udlignede Island til 1-1 imod Kroatien.

Med et kvarter igen var det ved at gå galt igen for Argetina. Marcos Rojo lavede en fejl, som gav en stor skudchance til Odion Ighalo, som dog hamrede bolden forbi mål.

i samme moment ville Nigeria gerne have haft straffespark, da Rojo havde hånd på, da han clearede bolden, men selv efter at have situationen igennem på video forblev dommerens fløjte tavs.

Ti minutter før tid kom Gonzalo Higuain frem til en fin mulighed, men i fri position fra kanten af feltet hamrede Juventus-angriberen bolden over mål.

Få minutter senere var Ighalo tæt på at sende Nigeria definitivt videre, men han tabte duellen med Franco Armani i det argentinske mål.

I stedet kom Argentinas forløsende 2-1-scoring fire minutter før tid, da et indlæg fra højrekanten havnede for fødderne af Rojo, som flugtede bolden i nettet til vanvittige jubelscener.

Nu var Argentina altså på vej videre, men hvis Island scorede en enkelt gang mere imod Kroatien, ville de gå videre i stedet for Messi og co.

Men det skete ikke. Det blev i stedet Kroatien, som i sidste minut slukkede Islands håb om videre avancement med en scoring til 2-1.

Heller ikke Nigeria formåede at svare igen på Argentinas sene scoring, og derfor sluttede opgøret 2-1 til Argentina, som dermed ender som nummer to i gruppe D,.

Argentinerne skal i ottendedelsfinalen op imod Frankrig, mens Kroatien, der vandt gruppe D, nu skal møde Danmark.

Leave A Reply