Paraguay er placeret gruppe F, hvor de skal møde Italien, Slovakiet og New Zealand. VM-guide.dk har udarbejdet en analyse af det paraguayanske landshold.
Fakta:
Fulde navn: Paraguay
Hovedstad: Asunción
Nationalstadion: Estadio Defensores del Chaco (Kapacitet: 36.000)
Landets areal: 406.752 km2
Antal indbyggere: 6.349.000
Forbundets navn: Asociación Paraguaya de Fútbol
Øgenavn til landsholdet: Guaraníes
Placering på verdensranglisten: Nr. 31
Flest landskampe: Carlos Gamarra, 110 kampe
Flest mål: José Saturnino Cardozo
Største sejr: Paraguay 7-0 Bolivia (30. april 1949)
Største nederlag: Argentina 8-0 Paraguay (20. oktober 1926)
De største resultater:
VM:
1998: 1/8-finalerne
2002: 1/8-finalerne
Copa America:
1979: Vinder
1982: Semifinale
OL:
1992: Kvartfinale
2004: 2. plads
VM-erfaring:
Paraguay har kvalificeret sig til VM for ottende gang, og derfor er det et paraguayansk mandskab, der før har været inde i VM-varmen. De seneste fire slutrunder er det faktisk lykkedes dem at kvalificere sig, og mange mener også, at det blot er blevet et bedre og bedre hold med tiden.
Holdets bedste resultater var i 1998 og i 2002, hvor man begge gange formåede at spille sig videre fra gruppespillet, for derefter at være røget ud i 1/8-finalerne.
Vejen til VM-slutrunden:
Den sydamerikanske kvalifikationsturnering Conmebol har været tættere end nogensinde før, og der var hård kamp om de forreste pladser såvel som overhovedet at komme med. Paraguay lagde dog grundlaget ud fra en solid defensiv, der lukkede næst færrest mål ind i kvalen.
Allerede efter 10. runde lignede Paraguay et hold, der skulle til VM, da de med en række flotte præstationer lå på førstepladsen. Med et par nederlag i streg kom der dog en smule tvivl, men med to 1-0-sejre over først Bolivia og dernæst Argentina fik man spillet sig definitivt til VM.
Landstræneren:
Fulde navn: Gerardo Martino
Født: 20. november 1962 (47 år)
Nationalitet: Argentina
Landstræner siden: 2007
Træner-karriere: Brown de Arrecifes, Platense, Instituto, Libertad, Cerro Porteño, Colón, Libertad, Paraguay.
Portræt:
Gerardo Martino blev født og voksede op i den argentinske storby Rosario, der skulle vise sig at få en stor betydning i hans liv. Han startede sin fodboldkarriere i Newell’s Old Boys, hvor han spillede samlet over 15 år af sin karriere, blot med få afbrydelser i form af usuccesfulde ophold i Tenerife, Lanús og Barcelona SC, der er en ecuadoriansk farmerklub til FC Barcelona fra Spanien.
Som træner har han været rundt i mange forskellige klubber i Paraguay, og fik i starten af 2007 jobbet som landstræner for Paraguay. Han har stået i spidsen for dem siden da, og har præsteret af opnå en kvartfinale i Copa America og nu en plads ved VM-slutrunden i Sydafrika.
Analyse af truppen:
Målmænd:
Martino har tre keepere i stalden til det kommende VM, og her forventes det helt klart at den rutinerede keeper, der spiller fast for La Liga-klubben Valladolid, Justo Vilar stadig er førstevalg, ligesom han har været det de sidste mange år under Martino. Bobadilla er med som andetvalg, mens Barreto ikke har meget udsigt til spilletid.
Forsvaret:
Med en gennemsnitsalder på omkring de 30 i det bagerste geled, er det uden tvivl et par rutinerede og halvtunge drenge, der skal styre defensiven. Som den har gjort længe, kommer midterduoen med stor sandsynlighed til at bestå af Paulo da Silva fra Sunderland og Julio Cáceres fra Mineiro. Denis Caniza, der er forventet 100-kampsjubilar for Paraguay ved dette VM, kommer til at spille venstreback, som han plejer, mens Darío Verón og Carlos Bonet kommer til at kæmpe om den faste plads på højrebacken. Det er endnu uvist hvem han vælger, men Bonet er lille favorit ifølge de nationale eksperter.
Midtbanen:
Paraguay har en utrolig stærk midtbane, og specielt den centrale del har mange offensive kvaliteter, såvel som defensive. Atalanta-kometen Édgar Barreto og Cristian Riveros kommer sandsynligvis til at danne den centrale midt, med førstnævnte som offensiv og sidstnævnte som defensiv kraft, mens Vera og Santana bliver de to kantspillere, begge med en del rutine på bagen.
Angrebet:
Paraguays absolutte varemærke er det forreste geled, hvor spillere som Óscar Cardozo, Nelson Valdez og ikke mindst den største stjerne Roque Santa Cruz er at finde. Cruz er sikkert valg med sine 21 mål i landsholdstrøjen, mens det endnu er uvist, hvem der får den anden plads ved siden af. Cardozo har vist stor træfsikkerhed i Benfica-trøjen, mens Valdez omvendt har været mere sikker for hjemlandet. Valdez ligner en favorit, men det ligner en ”last-minute-decision” fra landstrænerens side.
Styrker og svagheder:
Styrker:
Som nævnt har holdet nogle profiler, der ikke må være til at overse. Edgar Barreto, Cristian Riveros, Roque Santa Cruz og Oscar Cardozo er alle klassespillere, og uden tvivl spillere, der er værd at holde et vågent øje med under sommerens slutrunde. Derudover har holdet en forholdsvis gammel trup, og dermed en meget rutineret grundbase, hvilket har stor betydning under en sådan slutrunde.
Svagheder:
Paraguays kanter har unægtelig ikke klassen til et VM, og under kvalifikationen bøvlede man meget med at finde de rette kanter. Det er endnu ikke lykkedes og de kreative indskud kom langt hen af vejen fra den centrale del af midtbanen, samt fra angriberne. Derudover er backs’ne med alderen begyndt at se en anelse tunge ud, og et par hurtige kanter kan komme til at volde dem store problemer.
Den forventede ideelle opstilling:
Justo Villar
Carlos Bonet – Julio Cáceres – Paulo da Silva – Denis Caniza
Enrique Vera – Édgar Barreto – Cristian Riveros – Jonathan Santana
Roque Santa Cruz – Nelson Valdez
Skrevet af Kasper Nielsen.