VM-guide.dk's anden reporter i Brasilien, Philip Blüdnikow, beskriver her, hvordan kampen Brasilien-Colombia blev oplevet på den verdensberømte strand, Copacabana.
At brasilianerne er glade for fodbold hersker der ikke den store tvivl om, men et mere håndfast bevis finder man næppe end det, der mødte denne reporter, da han skulle krydse Atlantíca Avenida ud til den verdensberømte Copacabana en halv time før kick-off af kampen mellem Brasilien og Colombia.
Vejen, der et døgn forinden ikke var til at se for trafik, var nu øde som en bilfri søndag. Kun fodgængere med retning mod Copacabanas nordside kunne ses.
Copacabanas nordlige ende er nemlig dér, hvor FIFA’s ”Fan Festival” er landet som et rumskib fra det ydre rum, udstyret med officielt merchandise og sponsorreklamer nok til at holde en mindre nations BNP kørende – men også to storskærme, der viser alle kampe ved VM i fodbold, og det var disse, som jeg bevægede mig hen i mod for at få et indtryk af, hvor meget anderledes det er at gå til en kamp i Brasilien end i Danmark.
I takt med at man nærmede sig fanfestivalen, steg stemningen og mængden af mennesker eksponentielt. Som et rigtigt gedemarked blev der her falbudt alt fodboldrelateret udstyr, akkompagneret af et crescendo af musik og ved selve storskærmene var indtrykket komplet: et larmende hav af mennesker, primært brasilianere med nænsomme stænk af udlændinge, havde taget opstilling i forventningen om at se de gule helte gå endnu et skridt på vejen det forjættede VM-guld.
Et imponerende syn var det at have storskærmene foran sig med det imponerende Pao de Açucar – Sukkerbjerget – som tapet på den smukke, brasilianske skumring. På trods af mørkets frembrud piblede sveden frem under den tunge luftfugtighed.
I deres midte havde de brasilianske værter også fået selskab af en lille skare colombianere, der havde vovet sig ud i, hvad der her til aften måtte kaldes fjendeland. Deres brave forsøg på at synge med på nationalsangen blev hurtigt druknet i en kaskade af fornærmelser – og så stod den på bragende brasiliansk fællessang. Stemningen blev kun endnu bedre, da kaptajn Thiago Silva satte første scoring i mål efter blot syv minutters spil.
”Energien er utrolig. Det er ligesom karnevalet. Folk kommer for at opleve den samme stemning,” fortæller Gabrielle på 19 år, der har set alle Brasiliens kampe på Copacabana med sine venner. I dag er ingen undtagelse.
At Brasilien dog ikke kun er sjov og spas fik man dog sandelig syn for, da det udkommanderede politi i pausen kom slæbende med tre drenge omkring de 10 år, som med barsk hånd blev fjernet fra området. Hvad deres forbrydelse var, vides ikke, men Gabrielle gætter på lommetyveri.
Anden halvleg af en kampen lægger ud som lidt af en dødssejler, men eksploderer i intensitet omkring et kvarter inde i den: først får vi aftenens hidtil største bifald, da colombianerne får annulleret et mål; lige dele ustyrlig lettelse som hån af det lille colombianske kontingent – nu får staklerne også kastet vand og isklumper efter sig fra de mange caipirinhas-drinks, der bliver indtaget rundt omkring dem, hvilke vel er endnu et vidnesbyrd om en noget hårdere tilgang til fodbolden – og fem minutter senere sparker David Luiz brasilianerne ind i fodboldhimlen med et dunderfrispark, så Copacabana gynger.
Kampen synes et kort øjeblik afgjort, men colombianerne er ikke slået endnu og turneringens topscorer, James Rodriguez, reducerer på straffespark. Samtidig får Thiago Silva et gult kort, der spærrer ham i en eventuel semifinale og værst af alt bliver vidunderdrengen Neymar båret fra banen efter en hård kollision med Zuniga.
De ting er dog for en stund petitesser, da slutfløjtet lyder og folk kaster sig om halsen på hinanden i glæde over semifinalepladsen, der var et naturligt krav inden turneringens start, men som man havde frygtet var uden for holdets kompetence efter svingende præstationer i gruppespillet og ottendedelsfinalen. Derfor er der et strejf af taknemmelighed i luften for, at det alligevel ikke blev til et alt for tidligt farvel til turneringen.
Lynhurtigt spredes den massive menneskemængde – der havde været 40.000 til stede ved ottendedelsfinalen mod Chile og mon ikke det samme gør sig gældende her – ud i gadebilledet, mens raketter og lysshow brager løs op og ned af den verdensberømte strækning, der udgør Copacabana. Festen kan fortsætte lidt endnu.