VM-guide.dk’s anden reporter i Brasilien, Philip Blüdnikow, beskriver her, hvordan han oplevede VM-slutrunden tæt på. Han mener, at VM i Brasilien var ganske vellykket.
Der var et smukt og prægnant øjeblik i minutterne efter Mario Götzes mål, hvor den unge mand stirrede op i den brasilianske nattehimmel og syntes at fundere over, om det virkelig kunne være sandt, hvad der var ved at ske for ham, ikke ulig den officielle introsekvens til slutrunden, der har flimret hen over skærmen den seneste måned, hvor en stereotyp brasiliansk dreng laver nogenlunde samme ansigtsudtryk.
Øjeblikket var flygtigt og man kunne lige så godt hive fat i Miroslav Kloses bevægede mine, da han funderede over en lang og fantastisk landsholdskarrieres endelige højdepunkt; Messis fuldkomne mangel på entusiasme over sin personlige pokal i lyset af nederlaget; eller Schweinsteigers krigerfjæs opløst i lige dele blod og glædestårer, men tilbage står alle scener som et lysende billede på, at VM i fodbold stadig har en betydning uden lige – selv for de ellers så forvænte aktører – en betydning, som endnu ikke udkonkurreres af ellers så voldsomt promoverede nationale og internationale klubturneringer.
Nu vil snakken om dette VM nok fortsætte de næste uger for derefter stille og roligt at drukne i den frådende eksponering af klubfodbold, men indtrykket der står tilbage er på mange måder et fodboldspil, der stortrivedes i det land, der sammen med England nok allermest højlydt vil kræve at blive betragtet som spillets hjemsted.
Personligt har det været en stor oplevelse at være til stede i værtslandet og opleve, hvor varm kærligheden er til landsholdsfodbolden på disse breddegrader og hvor stor en stolthed man lægger i de elleve spillere på banen, der repræsenterer nationen.
Samhørigheden omkring kærligheden til spillet er også større end i den daglige omgang med klubfodbolden, hvor den massive eksponering og aggressive debat ofte fjerner fokus fra glæden ved spillet. Her så man varme mellem mennesker fra alle verdens lande, som var forenede i venerationen for fodbold.
I Sydamerika kunne man fornemme, at VM stadig er rigtig stort og heldigvis sørgede spillet på banen også for, at man kan gå tage herfra med fornemmelsen af, at turneringen har genskabt sit ry som fodboldens ypperste scene. Det engelske fodboldmagasin, FourFourTwo, lavede for nogle år siden en liste over, hvad redaktionen elskede ved fodbold, hvor VM naturligvis var med, men med den alvorlige afsluttende bemærkning, at de foregående turneringer i 2002, 2006 og 2010 ikke havde kastet det store spektakel af sig, hvorfor ”VM i Brasilien og Rusland (2018, red.) bliver nødt til at være helt forrygende for at genskabe vores tillid.” Mon ikke halvdelen af den mission er lykkedes?
Gruppespillet var et festfyrværkeri af offensiv fodbold. Meget sigende lykkedes det næsten deltagerlandene at score lige så mange mål i gruppespillet, som der blev scoret ved hele VM i Sydafrika! Knock-out-kampene blev derimod langt mere målfattige, hvilket desværre må forventes, når den virkelige alvor går op for holdene, men der var stadig mange smukke øjeblikke imellem – og hvis man ignorerer målene i den forlængede spilletid, så står Tyskland mod Algeriet og USA mod Belgien blandt de bedste 0-0-kampe, jeg nogensinde har set.
En anden idé, som også fik et skud for boven ved dette VM er, at der ikke er noget element af mystik eller romantik tilbage; at alle spillere ved et VM er kendt i forvejen og at den fodboldkyndige seer derfor ikke kan overraskes.
Det var vel meget få, der reelt kan hævde, at de havde forhåndskendskab til Ecuadors Enner Valencia, der scorede tre mål i gruppespillet, eller Costa Ricas fremragende målmand, Keylor Navas. Man skal have spillet en usund mængde Football Manager for reelt at kunne sætte navn på de 736 fodboldspillere, der figurerer ved sådan en slutrunde.
Kort og godt var VM 2014 en vellykket begivenhed, som var med til at genmanifestere fascinationskraften ved slutrunden, som rækker ud over hele verden på en måde, som europæisk klubfodbold og særligt mastodonterne Premier League og Champions League endnu ikke formår. Debatten om det rimelige i at bruge så mange penge på værtsskabet i et land med så store sociale problemer som Brasilien vil rumstere videre, men selve afviklingen af slutrunden synes at være foregået upåklageligt.
Om bloggeren Philip Blüdnikow:
Philip Blüdnikow er 22 år gammel og opfylder denne sommer sin livslange drøm at opleve et VM i fodbold helt tæt på, når han tager tre uger til Brasilien, primært med base i Rio de Janeiro, men også med rundrejser på programmet. Det er første gang, han besøger Sydamerika.
Til daglig læser han på Københavns Universitet, har været på flere rejser rundt i Europa og USA og har journalistisk erfaring fra flere forskellige medier og emner.