VM-stadion: Loftus Versfeld Stadium

0

Loftus Versfeld Stadium, der er beliggende i Tshwane, er udvalgt til at lægge græs til seks kampe under sommerens VM-slutrunde.

Loftus Versfeld Stadium er blandt de ældste og mest anerkendte stadions i Sydafrika. Stadionet er blevet brugt til større sportsbegivenheder siden 1903. Stadionet fik sit navn efter Robert Owen Loftus Versfeld, der var grundlæggeren af organiseret sport i Pretoria (nu Tshwane). Gennem årene har stadionet gennemgået adskillige navneændringer efter sponsorer kom og gik.

Da Robert Owen Loftus Versfeld pludselig døde i maj 1932 blev stadionet omdøbt efter ham som en hyldest til en mand, der havde gjort en stor indsats for at udvikle sport i området. Siden da er stadionet blevet kendt som Loftus Versfeld Stadium.

Omfattende stadion-opgradering

Stadionet har gennemgået mange opgraderinger. Op til VM-slutrunden var det også nødvendigt med få opgraderinger, for at stadionet kunnet bruges. Projektører, lydsystem, måltavler og stadionets tag er blevet forbedret. 

Loftus Versfeld Stadium, der har en kapacitet på 49.365, er blevet anvendt til både rugby og fodboldkampe og er hjemmebane for et af landets bedste rugby-hold, Blue Bulls. Det er også hjemmebane for de to fodboldklubber, Mamelodi Sundowns og SuperSport United.

Det har været vært for mange betydningsfulde kampe. Blandt andet VM i rugby i 1995 og CAF African Cup of Nations i 1996. Senest har det også været anvendt under Confederations Cup i 2009, hvor kampene i gruppe B USA-Italien, USA-Brasilien og Brasilien-Italien blev spillet.

Derudover har stadionet været vært for mange musikalske begivenheder i løbet af de sidste år. Blandt andet har Robbie Williams og Celine Dion optrådt der.

Programmet

Loftus Versfeld Stadium bliver vært for fem indledende kampe under sommerens VM-slutrunde. Værtsnationen Sydafrika spiller deres kamp mod Uruguay på stadionet, mens også de forsvarende europamestre fra Spanien gæster stadionet.

Den 13. juni kl. 16:00: Serbien – Ghana (Gruppe D)

Den 16. juni kl. 20:30: Sydafrika – Uruguay (Gruppe A)

Den 19. juni kl. 20:30: Cameroun – Danmark (Gruppe E)

Den 23. juni kl. 16:00: USA – Algeriet (Gruppe C)

Den 25. juni kl. 20:30: Chile – Spanien (Gruppe H)

Stadionet skal også i brug efter de indledende kampe, men kun en enkelt gang. I 1/16-finalen skal vinderen af gruppe F møde nummer to fra gruppe E på dette stadion. Denne kamp er programsat til den 29. juni kl. 16:00.

Skrevet af Pernille Nielsen

Leave A Reply