Casper Lohse: Mit VM 2014-drømmehold

0

Det er tid til at evaluere, og jeg springer med på bølgen af VM-bloggere, der sætter deres VM 2014-drømmehold. Se holdet her.

VM 2014 er som bekendt overstået, og derfor er det tid til at evaluere på slutrunden.

Som mange andre VM-bloggere, har jeg nu udpeget mit VM 2014-drømmehold med de spillere, som jeg synes, præsterede allerbedst.

Målmand:

Manuel Neuer (Tyskland): Neuer må betegnes som VM 2014's bedste keepere. Hans rolighed i det tyske mål og hans store overblik var utvivlsomt medvirkende til at Tyskland sikrede sig VM-titlen.

28-årige Neuer præsterede hele fire clean sheets ved slutrunden, og han havde også flere gode aktioner i sweeper-rollen, hvor han flere gange fik reddet sit forsvar udenfor det lille felt.

Forsvaret:

Daley Blind (Holland): Den hollandske venstreback, Daley Blind, leverede stabilt under VM. Han vil blive husket for mange gode aktioner, og ikke mindt hans aflevering til Robin van Persies suveræne mål mod Spanien, hvor han kastede sig ind i bolden og fik headet den over Iker Casillas.

Mats Hummels (Tyskland): Hummels var ikke blot rolig som en klippe i det tyske forsvar. Han var også med til at sikre sit mandskab VM-guldet, da han undervejs i slutrunden scorede to mål på hovedstød. Han blev desuden målt som én af de hurtigste ved VM.

Ron Vlaar (Holland): Hollænderne lukkede blot fire mål ind i de deres syv VM-kampe (inklusiv bronze-kampen mod Brasilien). Vlaar havde mange gode indgreb i det hollandske forsvar, som betød, at hans medspillere kunne bevare roen.

Philip Lahm (Tyskland): Han startede på midtbanen, men blev så rykket tilbage på sin traditionelle plads på højrebacken. På begge positioner var Lahm suveræn. Han er uden tvivl blandt VM's mest myreflittige og mest nøjagtige pasningsspillere.

Midtbanen:

Javier Mascherano (Argentina): Jeg har aldrig set Javier Mascherano spille så godt som han gjorde i Brasilien. Han var alle steder på banen, og han ofrede sig virkelig for sit hold. Især vil jeg huske hans præstation ved VM for den aktion, som han havde mod Arjen Robben, hvor han tacklede ham i sidste sekund, før Robben havde affyret tæt på mål, kort før den ordinære spilletid udløb i parternes semifinale. Argentina sikrede sig som bekendt senere finale-billetten. Samtidig vandt han statistikken over spillere med flest vedlykkede afleveringer.

Bastian Schweinsteiger (Tyskland): En anden stor fighter, som vil blive husket for en flot slutrunde, er Tysklands Bastian Schweinsteiger. Han gik ligeledes forrest, og især i finalen valgte at han blive syet uden bedøvelse udenfor banen, hvorefter han kom ind og var medvirkende til at holdet vandt VM-trofæet.

Toni Kroos (Tyskland): Mange mener, at Kroos var VM's absolut bedste midtbanespiller, og jeg er bestemt ikke uenig. Kroos leverede utroligt stabilt, og så scorede han to mål på 69 sekunder i ydmygelsen af værterne Brasilien. Desuden blev han også noteret for fire assists ved VM. Han scorede også 9.79 ud af 10.00 på Castrols bedømmelsesskala.

Angrebet:

Thomas Müller (Tyskland): Han scorede fem af Tysklands 18 mål ved denne slutrunde. Dermed blev han holdets topscorer. Müller stopper ikke, før dommeren har fløjtet for sidste gang. Han leverede ikke bare skarpe scoringer, men stod også bag hele tre assists.

James Rodriguez (Colombia): VM's topscorer er selvfølgelig selvskrevet på listen. Men udover mange flotte mål, især drømmehuget mod Uruguay, så viste han også godt overblik (leverede to assists) og stor selvsikkerhed, trods sine bare 23 år.

Arjen Robben (Holland): 30-årige Robben havde fundet sin anden ungdom under slutrunden. Han har altid været arbejdsom og ambitiøs, men under VM-slutrunden virkede han nærmest ustoppelig. Han var en konstant trussel for modstanderen. Han blev noteret for tre scoringer og en enkelt assist.

Træneren:

Joachim Löw (Tyskland): Han er ikke blot valgt, fordi han førte sit hold frem til VM-guldet. Jeg har også valgt ham som den bedste træner, fordi han er exceptionel dygtig, både når det gælder taktik, forberedelse, presse-håndtering samt ledelse. Han virker utroligt komplet og samtidig meget ydmyg. Han tager ikke noget for givet, og knokler hårdt for at spillerne præsterer optimalt. Tyskerne havde også fået bygget deres eget lille område i Brasilien, hvor de kunne bo og træne under top-professionelle forhold.

Se Casper Lohses VM 2014-drømmehold i formation:

VM 2014-drømmehold

Skriv en kommentar