VM i Brasilien tegner til at blive den største succes for betting-firmaer i Danmark til dato, med en forventet opsætning på op mod trekvart milliard kroner.
På trods af at Danmark som bekendt ikke er med i VM 2014, så har slutrunden alligevel mødt stor interesse for danskerne, når det gælder væddemål på kampene.
Interessen for at gamble på kampene er rekordstor. Så stor at det uden sammenligning er den største opsætningsmæssige spil-begivenhed herhjemme.
Danmarks største udbyder, Danske Spil, forventer at omsætte for omkring 400 millioner kroner alene på VM, mens Danske Spils kommunikationschef, Thomas Rørsig, vurderer, at branchen samlet set vil sætte omsætningsrekord på om mod trekvart milliard kroner.
Unibets pressechef Per Marxen forventer også dansk omsætningsrekord, og han er samtidig enig i Rørsigs vurdering.
Til sammenligning lød omsætningen til EM for seks år siden på omkring en kvart millard kroner for branchen samlet.
"Interessen er stor. Den er rigtig stor," siger Thomas Rørsig til Business.dk og forklarer, at Danske Spil havde en omsætning på 275 millioner kroner ved VM 2010 i Sydafrika.
Siden da er spilmarkedet blevet liberaliseret og det har været med til at skærpe aktørerne. Samtidig peger Rørsig også på den endnu større interesse fra medierne som en stor faktor.
"Der er kommet mange flere spilformer, som passer godt til de nye teknologier, og blandt andet er live betting blevet rigtig populært."
Ifølge Unibets Per Marxen tilbyder bookmakeren ikke mindre end 300 væddemål per VM-kamp, og han røber, hvad hovedparten har spillet på.
"Worst case for os er, hvis Brasilien vinder VM i en finale med Argentina, og Neymar bliver topscorer. Så bliver det et dyrt VM for os," siger Per Marxen og uddyber:
"Det er en hel måned med 64 kampe, som alle har et enormt fokus. Selvfølgelig er en Champions League-finale også stor for os, men hvis man skal sammenligne, er VM firkantet sagt som at have en Champions League-semifinale hver dag – ovenikøbet med kontinuerlig dækning fra medierne."
Både Danske Spil og Unibet vurderer, at omsætningen ville have været større, hvis Danmark også deltog ved VM-slutrunden. Hvis Danmark havde været med, ville omkring ti procent af danskerne have væddet på, at Danmark ville løbe med VM-guldet.
"Oddset ville være højt, og vi så jo, det kunne lade sig gøre i 1992," fortæller Marxen.
Fakta fra Unibet om danskernes VM-odds:
Danskernes VM-favoritter:
- 35 procent tror på Brasilien som vinder
- 15 procent tror på Spanien som vinder
- 11 procent tror på Tyskland som vinder
- 9 procent tror på Argentina som vinder
Danskernes topscorerfavoritter:
- Lionel Messi med 21 procent af indskuddene
- Neymar med 12 procent af indskuddene
(Begge giver pengene 9 gange igen)
Best case vs worst case:
Det gode scenarie for de danske odds-spillere, og dermed bookmakernes mareridt, er en finalesejr til Brasilien over Argentina, hvor både Neymar og Messi scorer og deler topscorerværdigheden i turneringen.
Det gode scenarie for bookmakerne er en sejr til en outsider. Det tæller eksempelvis Tyskland eller Italien, og at en spiller fra Uruguay bliver topscorer.