I en chancefattig kamp vandt Kroatien 2-0 over Nigeria efter et selvmål af Oghenekaro Etebo og en straffesparksscoring fra Luka Modric.
Gruppe D blev tidligere på dagen sparket i gang med en gedigen overraskelse, da Island fik 1-1 imod Argentina.
Klokken 21:00 dansk tid gjaldt det så gruppens andet opgør, hvor Kroatien skulle møde Nigeria, og hvor en eventuel vinder ville indtage gruppens førsteplads efter første runde.
De kroatiske favoritter havde svært ved at spille sig igennem den nigerianske defensiv, og derfor var det ikke overraskende, at føringsmålet, som også var kampens første store chance, kom efter en dødbold.
Et kroatisk hjørnespark blev forlænget af Ante Rebic, og tæt under mål fik også Mario Mandzukic snittet bolden. Det endte med, at den lille runde ramte benet på Nigerias midtbanespiller Oghenekaro Etebo, der blev noteret for et selvmål.
Seks minutter før pausen var Kroatien tæt på at øge til 2-0, da Ivan Rakitic med et præcist indlæg fandt Andrej Kramaric, som dog måtte se sit hovedstød ryge over mål.
1-0 var stillingen efter de første 45 minutter.
Nigerianerne kom bedre ud til anden halvleg, men de formåede ikke for alvor at true den kroatiske defensiv. I stedet lukkede Balkan-drengene opgøret med 20 minutter igen.
Efter et hjørnespark blev Mandzukic hevet omkuld i feltet af William Troost-Ekong, og der blev prompte dømt straffespark. Forsøget fra 11-meterpletten satte Luka Modric stensikkert i nettet til 2-0.
I overtiden burde indskiftede Mateo Kovacic have øget til 3-0, men han misbrugte på det skammeligste. Derfor vandt Kroatien uden at imponere 2-0, og de ligger sig dermed i spidsen af gruppe D efter første runde.