Optakt: Uruguay – Portugal

0

Uruguay møder Portugal i dagens anden VM-ottendedelsfinale klokken 20:00. Læs VM-guide.dk's optakt til kampen her.

Optakt til Uruguay mod Portugal

Fokus på holdene:

Uruguay:

Uruguay vandt gruppe A i sikker stil, selvom det langt hen af vejen ikke var imponerende.

Først blev Egypten besejret med 1-0 efter en scoring i sidste minut. Derefter fulgte en ny 1-0-sejr over Saudi-Arabien efter en rigtig langgaber. Afslutningsvist blev Rusland slået med 3-0.

Nu venter der dog en modstander af en helt anden kaliber, når de skal op imod Portugal i ottendedelsfinalen. Hvis Uruguay skal videre, kræver det, at de stepper et niveau op.

Portugal:

Portugal har haft et blandet VM foreløbig.

I første runde blev det til flot 3-3-resultat imod Spanien, mens der siden fulgte to mindre imponerende optrædener imod henholdsvis Marokko og Iran.

Faktisk var Portugal ved at smide det hele væk i overtiden af sidste gruppekamp mod Iran, men heldigvis for portugiserne klarede de det, og der venter nu et ottendedelsfinale-opgør imod Uruguay.

Fakta:

- Uruguay og Portugal har aldrig før mødt hinanden før.

- Uruguay har vundet deres seneste fire landskampe.

- Portugal er ubesejrede i deres seneste 12 kampe.

Seneste nyt:

Uruguay:

Stopperen José Gimenez har været skadet, men han er klar til aftenens kamp.

Portugal:

Det største spørgsmålstegn hos portugiserne er, hvilke spillere som landstræner Fernando Santos vil benytte på midtbanen imod Uruguay.

Det tyder på, at den centrale midtbane bliver udfyldt af William Carvalho og Joao Moutinho, mens Joao Mario og Ricardo Quaresma får chancen fra start på de to kanter.

Hold øje med:

Luis Suarez (Uruguay):

Med sine to mål er Suarez den mest scorende for Uruguay ved dette VM. Hans træfsikkerhed og fornemmelse for målet gør at han bliver den største trussel for Portugal i aften.

Cristiano Ronaldo (Portugal):

Ronaldo står noteret for fire mål efter de første tre kampe. Han virkede flyvende mod Spanien i den første kamp, hvor han scorede hattrick. Siden da har han været mere anonym, men han plejer at træde til, når hans land har allermest brug for ham.

Forventede startopstillinger:

Uruguay:

Muslera

Cáceres - Giménez - Godin - Laxalt

Nández - Torreira - Vecino

Bentancur

Cavani - Suarez

Portugal:

Patricio

Cedric - Pepe - Fonte - Guerreiro

Quaresma - Carvalho - Moutinho - Mario

Ronaldo - Silva

Redaktionens bud på kampen:

Lasse Klink:

Jeg tror, det bliver en utrolig tæt og chancefattig kamp, hvor ingen af holdene vil risikere noget. Mit bud er, at det ender 0-0, og at Uruguay går videre efter straffesparkskonkurrence.

Christian Toftegaard:

Begge hold har i gruppespillet både vist deres styrker, og deres svagheder. Uruguay virker som om, at de er blevet bedre og bedre - men Portugal omvendt virker som om, at de er blevet dårligere. Og det var ikke langt fra, at Ronaldo skulle pakke kufferten tidligt.

Jeg tror, at netop Ronaldo kan blive forskellen på de her to hold, og jeg forventer en kamp, som strækker sig udover de 90 minutter. Uruguay 1-1 Portugal (Portugal vinder på straffesparkskonkurrence).

Casper Lohse:

Ronaldo kender Uruguays midterforsvar fra La Liga, hvor Giménez og Godin spiller for Atletico Madrid. Han kender deres svagheder, og dem tror jeg, at han vil udnytte i dagens kamp.

Jeg tror, at Ronaldo scorer to mål, mens Suarez scorer et enkelt for Uruguay, så vi ender med en 2-1-sejr til Portugal i opgøret.

Praktisk information:

Stadion: Fisht Stadium, Sochi.

Spilletidspunkt: 30. juni, klokken 20:00.

Vises på: DR1.

Skriv en kommentar