Vicente del Bosque: Der er ingen undskyldninger

0

Spanien blev onsdag aften sendt ud af VM, da de tabte 2-0 til Chile. Landstræner Vicente del Bosque var skuffet, men fattet efter kampen.

Først tabte de 5-1 til Holland i åbningskampen, og onsdag aften røg Spanien så endnu en gang i knæ, da de led et chok-nederlag til Chile.

Dermed er Spanien ud af VM, som det første hold i historien, der som forsvarende verdensmestre ikke avancerer fra gruppespillet.

Landstræner Vicente del Bosque var tydeligt skuffet, men samtidig også meget fattet efter kampen.

"Vi har ingen undskyldninger. Vi var for langsomme. Det er en trist dag for alle spillerne og tid til at tænke på fremtiden," fortæller del Bosque ifølge Sky Sports og fortsætter:

"Vi har spillet to kampe, hvor vi ikke var bedre end Holland eller Chile, så vi er ude af VM. Vi troede, at vi havde en god chance med gode spillere, men virkeligheden var anderledes."

Spaniens keeper og anfører, Iker Casillas, havde svært ved at beskrive, hvorfor spanierne allerede er ude af VM.

"Det er svært at beskrive, hvad der skete. Jeg håber på tilgivelse. Vi gjorde vores bedste og ønskede ikke at skuffe nogen. Der er ingen mulighed for videre avancement, men vi kigger fremad, og tænker på den næste kamp, hvor vi igen vil gøre vores bedste. Holland og Chile var bedre end Spanien," fortæller en slukøret Casillas.

Skriv en kommentar