VM 2010-optakt: Tyskland – Spanien

0

Med den anden semifinale ved VM i Sydafrika kommer vi til at være vidne til et opgør mellem de mest scorende, tyskerne, og de mest angrebsivrige, spanierne. Dermed er der forhåbentlig lagt op til et brag af en kamp onsdag aften på Durban Stadium.

Onsdag står vi over for de to nationer, som har leveret det mest publikumsvenlige fodbold, med levende offensiv fodbold, men til trods for dette har deres vej faktisk været temmelig forskellige.

Tyskland lagde nærmest ud som forventet, da de startede med en meget sikker 4-0-sejr over Australien. Tyskerne virkede i form, men efterfølgende blev der alligevel sat spørgsmålstegn ved holdets formåen, da Serbien vandt 1-0 og Klose blev sendt tidligt i bad pga. to gule kort. To handlinger en så rutineret og erfaren spiller ikke burde foretage.

I deres sidste gruppekamp skulle de testes mod de stærke ghanesere, hvilke blev et tæt opgør, men tyskerne viste igen deres ”evne” til at være skarpe i de afgørende situationer, og med et smukt mål af Özil sikrede de sig gruppesejren.

Derefter er Tyskland blevet testet mod to normalt stærke nationer, nemlig England og Argentina. To kampe, hvor Tyskland i den grad spillede sig ind i mange fodboldhjerter med offensiv seværdig bold, som gør det sjovt at se fodbold.

I kampen mod England styrede Tyskland begivenhederne fra starten og var allerede foran med 2-0 efter en halv time, men England kæmpede sig tilbage og med en korrekt afgørelse havde stillingen været 2-2 i pausen, men dommertrioen var uopmærksomme og tildelte sig en uheldig rolle og dermed var pausestillingen 2-1 til Tyskland.

I anden halvleg viste tyskerne dog, at de var de bedste, og så må man håbe, kampen vil blive husket for dette, for det var en sand opvisning, hvor en af turneringens største profiler, Thomas Müller, med to mål lukkede opgøret. Sejren på 4-1 var en kendsgerning.

Derefter ventede Argentina og der var endnu en gang lagt op til en jævnbyrdigt opgør, men dette havde Tyskland ikke taget højde for. Tyskland satte gang på gang den argentinske defensiv på prøve og fik bevist, at et hold ikke er bedre end deres svageste led, og med endnu en opvisning udraderede Tyskland Argentina med hele 4-0. Tyskland kommer således med tilliden helt i top til den kommende semifinale.

Spanien har derimod haft en noget problematisk vej til semifinalen. Inden VM var Spanien en af favoritterne til guldet, men i deres første opgør blev dette VM-guld-kandidatur sat på en alvorlig prøve, da Gelson Fernandez sænkede de spanske favoritter 0-1 på trods af at skudstatikken hed 24-8 i Spaniens favør.

I det efterfølgende ’must-win’ opgør mod Honduras fik David Villa dog gang i støvlerne igen og med to mål mod nul var Spanien klar til deres første ”finale-opgør”. Chile skulle besejres ellers ville det formentlig være slut. Men Chile gjorde det lettere for Spanien end de selv havde ønsket, og med 11 spanske mænd mod 10 chilenske kunne Spanien hive en 2-1-sejr hjem og gruppesejren var en realitet.

I 1/8-finalen ventede de portugisiske naboer og en anelse mod forventning var den portugisiske strategi forholdsvis defensiv og dermed kunne Spanien sætte dagsordenen (61 % boldbesiddelse). Dette synliggjorde dog, at Spanien endnu en gang havde problemer med at pakke defensive modstandere op, men Villa viste endnu en gang vejen og sikrede 1-0-sejren.

Næste udfordring hed Paraguay, hvilke blev et uhørt tæt opgør, hvor begge mandskaber havde fortjent videre avancement. Paraguays Cardozo havde først den gyldne mulighed for bringe hans land tættere på semifinalen, men det tildelte straffe blev brændt.

Efterfølgende blev Spanien tildelt et straffe, og Alonso scorede sikkert, men grundet hans holdkammeraters indtræden i feltet, inden afslutning var faldet, blev der dømt omspark, hvilket Alonso brændte. Kampen var fortsat åben, indtil Villa, igen-igen, leverede den afgørende fod og blev matchvinder. Spaniens vej til semifinalen har på den måde været med en del flere bump.

Men uanset de to holds præstationer indtil nu, så er der lagt op til en rigtig spændende kamp, hvor man i begge lejre ved, de skal præstere deres bedste og samtidig have den nødvendige respekt for modparten.

Det kommer også til udtryk fra en udtalelse fra Pique, som mener at den spanske offensiv skal være langt mere hensynsløs, da holdet tidligere i turneringen har haft utrolig svært ved at score på deres mange chancer. Og mod tyskerne bliver udfordringen blot større.

Ligeledes lægger Löw til dels favoritværdigheden over på spanierne med følgende udtalelse:

”De har ikke blot en Messi, der er i stand til at gøre en forskel på banen, men et helt hold. Det er et hold, som ikke laver mange fejl og langt færre end de tidligere modstandere (England og Argentina). De har en stærk organisation, hvor der er et godt samarbejde mellem de defensive og offensive kæder.”

Hold øje med:

Normalt er det de offensive kræfter, der har den største fokus i disse afsnit og emnerne er også flere på de to mandskaber, men meget afgørende for den kommende kamp bliver ikke mindst den indbyrdes kamp på målmandsposten.

Tyskland – Manuel Neuer:
For blot et år siden var Neuer ikke en mand, som blev betragtet som et relevant emne til den nationale målmandspost, men Enkes tragiske dødsfald og en skade til Adler gjorde pludselig at Neuer var udset af Löw til at være førstekeeper i VM-truppen til Sydafrika, blot et år efter hans debut for landsholdet. Og Löw sats har været Neuers internationale gennembrud. Schalke-målmanden er pt. således ham med flest ’saves’, når man ser i forhold til kollegaerne på de resterende hold. Neuer, som flere spanske medier siger, er den tyske Casillas, får dermed en afgørende rolle i den tyske defensiv.

Spanien – Iker Casillas:
Den spanske anfører, Iker Casillas, bliver et ekstremt vigtigt kort mod den yderst effektive tyske offensiv, som vi har været vidne til i de sidste runder, hvor de kommende tyske modstandere nærmest har scoret efter behag. Derfor skal Casillas konstant have en klar dialog med firekæden foran ham og så skal han ellers udvise ro samt de kvaliteter, som har gjort ham til den verdensklasse målmand, som han har været igennem de sidste mange år.

Seneste nyt om holdene:

Tyskland:
For Tyskland er man nødsaget til at se bort fra holdets topscorer, Thomas Müller, da han har karantæne. Et klart tab, da han har været i ekstrem god form ved denne slutrunde. Derudover er Sami Khedira lettere tvivlsom, og må han ligeledes sidde over er midtbanen pludselig svækket i væsentlig grad. Men ifølge Löw, så er der en fuld kampklar spillertrup onsdag.

Spanien:
I den spanske trup har man efter Paraguay-kampen skulle forholde sig til tre navne, i forhold til deres mulighed for at deltage i semifinalen, nemlig Fabregas, Puyol og Albiol. Fabregas faldt uheldigt og slog sin skulder, mens Puyol måtte slutte kampen med en skade. Albiol har endnu ikke været i kamp. Status er, at Spaniens læge Oscar Luis Caleda melder Fabregas og Puyol klar. Albiol derimod får heller ikke spilletid i semifinalen.

Forventede startopstillinger:

Tyskland:

Neuer
Lahm – Mertesacker – Friedrich – Boateng
Schweinsteiger – Khedira
Trochowski – Özil – Podolski
Klose

Spanien:

Casillas
Ramos – Pique – Puyol – Capdevila
Busquets
Xavi – Alonso – Iniesta
Villa – Torres

Kampens dommer er: Viktor Kassai

Kampen spilles på stadionet: Durban Stadium

Kampen fløjtes i gang onsdag kl. 20.30 og kan følges direkte på TV2.

Skrevet af Morten Jensen.

Leave A Reply