VM 2022: Dagens resultater (24. nov.)

0

VM 2022's femte dag bød på fire kampe, hvor der blev skabt VM-historie samt blev scoret ét af historiens smukkeste mål.

Schweiz vs Cameroun (1-0)

Spilletidspunkt: 11:00

Schweiz mødte Cameroun i den første kamp, hvor ingen af holdene fandt vejen til netmaskerne i første halvleg.

Det gjorde de til gengæld i anden halvleg, hvor Breel Embolo efter bare tre minutters spil af anden halvleg kunne bringe Schweiz foran efter assist af Xherdan Shaqiri.

Det blev også kampens enlige scoring, og dermed tog Schweiz en kneben 1-0-sejr.

Uruguay vs Sydkorea (0-0)

Spilletidspunkt: 14:00

Uruguay og Sydkorea mødte hinanden klokken 14:00, og på trods af 16 målforsøg i alt, hvoraf de ti var til Uruguay, så endte opgøret i en nulløsning.

Uruguays midtbaneprofil Federico Valverde var dog tæt på at score et flot langskudsmål, men desværre for ham og Uruguay, så ramte han ydresiden af venstre stolpe.

Portugal vs Ghana (3-2)

Spilletidspunkt: 17:00

Dagens mest målrige kamp var mellem Portugal og Ghana. Efter en målløs første halvleg, hvor Cristiano Ronaldo dog var meget tæt på efter bare ti minutters spil, da han slap fri, men tog et for langt træk, så var anden halvleg en sand målfest.

I det 65. minut fik Portugal tilkendt et noget tyndt straffespark, som Cristiano Ronaldo sikkert sendte ind. Dermed skrev han sig i historiebøgerne som den eneste spiller til at score ved fem VM-slutrunder.

Efter 73 minutter kom Ghana tilbage i opgøret, da rutinerede Andre Ayew fik udlignet. Fem minutter senere kunne Joao Felix så igen bringe portugiserne foran og i det 80. minut, så fik Rafael Leao i overlegen stil scoret til 3-1.

I det 89. minut kom Ghana tilbage i opgøret, da Osman Bukari fik reduceret til 3-2. I de døende sekunder, så ville portugisernes målmand Diogo Costa have mere spænding i kampen. Han glemte i hvert fald at kigge sig over skulderen, før han lagde bolden på græstæppet. Han fik dog reddet kastanjerne ud af ilden og slap med skrækken i situationen, der let kunne være endt fatalt med en 3-3-udligning.

Kampen endte altså med nød og næppe 3-2 til Portugal, som dermed fører gruppe H.

Brasilien vs Serbien (2-0)

Spilletidspunkt: 20:00

VM-favoritterne Brasilien var i aktion mod Serbien torsdag aften, hvilket var holdenes første kamp ved VM-slutrunden. Første halvleg endte uden scoringer, selvom Brasilien havde fem målforsøg og tre skud på mål.

I anden halvleg fandt brasilianerne dog skarpheden frem. Efter et forsøg fra Vinicius Junior, så havnede riposten for fødderne af Richarlison, som bragte Brasilien foran efter 62 minutter.

I det 73. minut var han på spil igen, men denne gang med en endnu smukkere scoring. Vinicius Junior lagde bolden ind til Richarlison, som elegant tæmmede bolden med venstreben, hvorefter han lagde bolden op til sig selv, drejede rundt og flugtede bolden i netmaskerne liggende i luften med højrebenet. Hvilken scoring! Klart VM 2022's bedste mål indtil nu.

Der blev ikke scoret mere i kampen, og derved er Brasilien at finde på førstepladsen i gruppe G foran Schweiz på andenpladsen.

Se stillingen i samtlige otte VM-grupper her.

Skriv en kommentar