England udraderede Panama

0

Der var klasseforskel, da England smadrede Panama med 6-1 efter 5-0 ved pausen. Harry Kane lavede hattrick og er foreløbig VM-topscorer.

England kunne her til eftermiddag sikre sig en plads i ottendedelsfinalerne. Det krævede en sejr over Panama.

De engelske favoritter fik en drømmestart, da de allerede efter otte minutter kom på 1-0. Et hjørnespark fra Kieran Trippier ramte pandebrasken på John Stones, som kraftfuldt headede bolden i nettet.

Målet gav englænderne ro, og allerede efter 20 minutters spil øgede de til 2-0, da Jesse Lingard blev nedlagt i Panamas felt. Det gav straffespark, og Harry Kane omsatte det stensikkert til scoring.

Ti minutter før pausen ville Lingard også selv på måltavlen. På fornem vis krøllede den unge offensivspiller bolden i netmaskerne fra lang afstand. Dermed 3-0 til England.

Få minutter senere blev ydmygelsen total, da englænderne efter en suveræn frisparkskombination udspillede Panama. Til sidst kunne Stones sende bolden i kassen med sin anden scoring.

England var dog endnu ikke færdige før pausefløjtet. Således blev Stones efter 44 minutter nedlagt i feltet, hvilket gav englænderne deres anden straffespark - og endnu engang var Kane iskold fra 11-meterpletten.

Derfor førte England med chokerende 5-0 ved pausen.

Efter en times spil blev 5-0 til 6-0, da Ruben Loftus-Cheek trykkede af et par meter udenfor feltet. Skuddet ramte hælen på Kane, snød Panamas keeper Jaime Penedo og røg i nettet.

Det lykkedes dog for Panama at få reduceret med 12 minutter igen, da et frispark blev slået ind i feltet, hvor indskiftede Felipe Baloy sendte bolden ind bag Jordan Pickford til 6-1. Det var samtidig Panamas første VM-mål nogensinde.

Der blev ikke scoret yderligere, og derfor endte opgøret 6-1, hvilket betyder, at England sammen med Belgien er sikre på at gå videre til ottendedelsfinalerne, mens VM er ovre for Panama og Tunesien.

Resultatet betyder samtidig, at England og Belgien begge har seks point og præcis samme målscore, før de mødes i direkte duel om førstepladsen på torsdag.

Leave A Reply