VM-guide.dk vil bringe en række interviews med kendte personer, der har en stor passion for fodbold. I dette interview har vi talt med Lykke Friis.
Danmarks klima- og energiminister for partiet Venstre, Lykke Friis, er en ægte fodboldfan, og på klubplan banker hendes hjerte allermest for Bayern München. VM-guide.dk har stillet hende en række VM-relaterede spørgsmål.
Hvad er den største VM-oplevelse, som du har haft?
Jeg vil altid huske Laudrups "Nej, han venter-mål" mod Uruguay i 1986. Lige så stort minde er fra semifinalen i ’82, hvor Vesttyskland vandt over Frankrig, efter at have været bagud 3-1. Klaus Fischer fra Schalke 04 saksesparkede bolden ind til 3-3, hvilket er et af de bedste VM-mål nogensinde! Derimod siger vi ikke noget om Toni Schumachers overfald på Patrick Battiston.
Hvad er den største VM-fiasko, som du har oplevet?
Vores nederlag til Spanien i Mexico. Jeg glemmer aldrig Jesper Olsens aflevering. Holdet i ’86 var unikt, hvilket bare gør skuffelsen endnu større.
Hvilken VM-legende er i dine øjne den største?
Kaiser Franz (Franz Beckenbauer, red.), fordi han har vundet VM tre gange, som spiller, træner og organisator.
Hvad er dine forventninger til VM-slutrunden overordnet set?
Ved seneste EM så vi, at de nationer, der spillede godt teknisk og offensivt fodbold generelt klarede sig godt. Jeg håber, at vi ser samme tendens til VM i Sydafrika.
Var beslutningen om, at forlænge med Morten Olsen den rigtige?
Ja. Af hensyn til kontinuiteten og fordi han er god til at satse på ungdommen. Vi har fået mange gode unge spillere frem, hvilket både er Mortens og Keld Bordinggaards fortjeneste.
Hvilken spiller er vigtigst for Danmark?
Daniel Agger. Han er krumtap og med stor international erfaring. Noget så sjældent som en teknisk dygtig midterforsvarer. Men Nicklas Bendtner i storform er også en forudsætning for, at vi kommer videre.
Hvor langt tror du, at Danmark når ved VM?
Vi skal have point i kampen mod Holland. Så tror jeg, at vi går videre fra gruppespillet. Derfra afhænger det af lodtrækningen.
Hvem tror du, der vinder VM?
Brasilien er som altid favorit. Men hvis Messi spiller for Argentina, som han gør for Barcelona, må de også kunne gøre sig gældende. Da det nok ikke er realistisk med Danmark, sætter jeg min lid til Tyskland. Ballack, Schweinsteiger, Podolski og resten af holdet burde kunne komme i semifinalen. Om det også rækker til en fjerde stjerne på landholdstrøjen, ved jeg ikke.
Hvem vil du mene, der stikker af sted med topscorer-prisen?
Sidst blev det Miroslav Klose (fra Tyskland, red.), hvilket det nok var de færreste, der havde forudsagt. Hvis Spanien kommer langt, er Fernando Torres (fra Spanien, red.) et godt bud. Jeg vil mene, at fem-seks scoringer for hele slutrunden er realistisk.
Hvilken nation tror du, der kan overraske ved VM?
Elfenbenskysten. Blandt andet, fordi Didier Drogba er i storform og kan afgøre de svære kampe. Og mon ikke et afrikansk hold klarer sig godt i Sydafrika.