Den måske største forhåndsfavorit til VM, Brasilien, tager i åbningskampen imod Schweiz i en kamp, hvor presset på brasserne vil være stort for at lægge godt fra land.
Fokus på holdene:
Brasilien:
De notoriske favoritter fra det store sydamerikanske land er det eneste land, der har deltaget ved samtlige VM-slutrunder i historien - og sandsynligvis også det eneste land, hvor hvert eneste VM regnes for en skuffelse, hvis man ikke går hele vejen.
Anderledes kan det ikke stilles op, når man er VM-historiens største. Der hviler derfor et enormt forventningspres på samba-drengene, der har haft en suveræn kvalifikationsturnering og optakt til slutrunden.
Neymar er blevet sin skade kvit og har leveret soloaktioner i optaktskampene, der virker ekstremt lovende. Samtidig har Brasilien i Neymar, Coutinho, Willian og Gabriel Jesus måske den bedste offensiv siden 2002-dagene, hvor de tre R’er - Ronaldo, Rivaldo og Ronaldinho - var med til at sikre landets femte og seneste VM-titel.
Schweiz:
Alpelandet deltager ved sin 11. VM-slutrunde, hvilket i sig selv er imponerende taget landets størrelse og fodboldhistorie i betragtning, men landets bedste resultat - en kvartfinale - ligger helt tilbage i 1934, 1938 og 1954, og nationen håber på, at holdet nu kan tangere VM-rekorden.
Schweiz har haft en god optakt, hvor det er blevet til en storsejr over Panama, sejr og rent bur mod både Grækenland og Japan samt uafgjort mod de spanske verdensstjerner, og deres kendte udtryk som et solidt hold, der er svære at nedbryde, kan være nøglen til at opnå gruppeavancement for tredje gang ved de sidste fire VM-slutrunder.
Vanen tro stiller Schweiz med en trup med masser af spillere fra de store europæiske ligaer, men uden en decideret verdensstjerne. Det vil derfor være kollektivet, det schweiziske folk skal sætte deres lid til, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at nå videre fra gruppen.
Fakta:
- Brasilien og Schweiz har mødtes tre gange tidligere og én gang ved en VM-slutrunde. Det var tilbage i 1950, hvor de spillede 2-2.
- Siden da er der også spillet to træningskampe mod hinanden i år 2006 og 2013, som er endt med en sejr til hver.
Seneste nyt:
Brasilien:
Manchester Uniteds nyindkøb, Fred, er ved at komme sig over en skade og forventes ikke at være helt fit endnu, men dog klar nok til at tage plads på bænken.
Ellers er seneste nyt, at Brasiliens startopstilling er blevet lukket trods lukkede træninger for offentligheden. I et forsøg på at skabe en mere familiær stemning og mindre lejrkuller i VM-lejren, havde det brasilianske fodboldforbund kun tilladt familie og venner adgang til træningslejren.
Her havde en af Gabriel Jesus’ venner filmet en træning, hvor man trænede taktisk frem mod brassernes åbningskamp og lagt videoen op på Instagram. Dog kan man argumentere for, at startopstillingen havde været ganske let at gennemskue i forvejen, da landstræner Tite har sine foretrukne.
Schweiz:
Det er stadig usikkert, hvem der bliver schweizernes førstekeeper under VM, da både Roman Burki og Yann Sommer har fået spilletid i testkampene. Yann Sommer spillede dog samtlige kvalifikationskampe på nær en udekamp mod Andorra, så selvom de har delt spilletiden i testkampene, forventes Sommer også at være førstemålmand til VM.
Derudover forventer man også, at Arsenal-spilleren Granit Xhaka bliver klar til at starte inde på trods af en slem forskrækkelse under træningen, hvor man i starten frygtede en langtidsskade til midtbaneprofilen, som heldigvis slap med skrækken.
Hold øje med:
Neymar (Brasilien):
Det kræver ikke nogen ekspert at pege på Neymar som en, man skal holde øje med. Men der er noget ekstremt fascinerende i at se spillere, der på den måde trives under pres og kan lede en hel nation til en slutrunde. Det gjorde Neymar i en ung alder på hjemmebane i 2014, indtil han blev skadet, og alt tyder på, at han kan gøre det igen.
Xherdan Shaqiri (Schweiz):
Mange danskere vil huske den lille, tætbyggede tekniker fra U21-EM på de jyske arenaer i 2011, hvor schweizerne nåede finalen med Shaqiri som den helt store spiller.
Efterfølgende røg han da også til Bayern München, men har de seneste sæsoner spillet i Stoke, som rykkede ned i år. Shaqiri viser dog stadig jævnligt sine kvaliteter, og han er en af få schweizere, der har evnen til at gøre det uventede og skabe ravage på egen hånd.
Forventede startopstillinger:
Brasilien (4-2-3-1):
Alison Becker
Danilo - Thiago Silva - Miranda - Marcelo
Paulinho - Casemiro
Willian - Coutinho - Neymar
Gabriel Jesus
Schweiz (4-2-3-1):
Sommer
Lichtsteiner - Schär - Akanji - Rodriguez
Behrami - Xhaka
Shaqiri - Freuler - Zuber
Seferovic
Praktisk information:
Stadion: Rostov Arena, Rostov-on-Don
Spille-tidspunkt: 17. juni, klokken 21:00 | Se hele kampprogrammet her.
Vises på: DR1 | Se hele TV-programmet her.