Thomas Gravgaard: Mit All Star VM-drømmehold

0

Fodboldkommentator og fodboldredaktør fra 6′eren, Thomas Gravgaard, har her sat sit All Star VM-drømmehold. Se hans elleve udvalgte samt træneren her.

Målmand:

Dino Zoff (Italien) - målmanden skal være en italiener, for de har haft så mange af de helt store i VM-historien. Det bliver Zoff, fordi han vandt VM som 40-årig, en uhørt præstation.

Forsvaret:

Josimar (Brasilien) - blomstrede kun ved VM Mexico 1986, men leverede to af turneringens allerbedste mål fra sin position som højre back. Hans sologennembrud og afslutning mod Polen var vanvittig, og målet mod Nordirland, hvor han spadserede tre skridt mod bolden og så smadrede den op i det fjerneste hjørne, var om muligt endnu vildere.

Franco Baresi (Italien) - en legende, der strålede på sin egen stille facon i både 1990 og 1994, men desværre i VM-sammenhæng mest vil blive husket for et brændt straffespark mod Brasilien i finalen 1994.

Fabio Cannavaro (Italien) - hans præstation i VM 2006 gav mig for første gang en oplevelse af, at også en defensiv indsats kan være smuk. Man følte sig mere tryg ved ham, end man gjorde i sit eget hjem.

Andreas Brehme (Vesttyskland) - matchvinder i finalen 1990 og forinden turneringens bedste forsvarsspiller. I betragtning af, at hele den slutrunde handlede om at forsvare, var det en ekstra stor bedrift.

Midtbanen:

Michel Platini (Frankrig) - med ham som omdrejningspunkt var Frankrig vel det hold, der sammenlagt holdt det højeste offensive niveau i VM 1982 og 1986. De ville have været en fortjent verdensmester ved begge lejligheder, men nåede desværre kun semifinalerne.

Diego Maradona (Argentina) - ville han kunne fungere sammen med Platini eller ville de træde hinanden over tæerne? Pyt, han skal selvfølgelig med.

Zinedine Zidane (Frankrig) - hvor det dog ærgrer mig på hans vegne, at hans sidste VM-øjeblik var overfaldet på Materazzi. Omvendt var Materazzi så dumt et svin, at man kan argumentere for, at det faktisk var Zidanes fineste stund. Spøg til side. At han kunne præstere som han gjorde i både 1998 og 2006 med otte års afstand var enormt.

Michael Ballack (Tyskland) - vi skal også have en spiller med, der kan andet end at bidrage offensivt. Og hvem fyldte mere på midten end Ballack i både 2002 og 2006? Han var et kraftværk.

Angrebet:

Miroslav Klose (Tyskland) - han var jo helt ustoppelig både i både 2002 og 2006. Ved de lejligheder videreførte han de fineste egenskaber fra to af sine VM-historiske landsmænd, Karl Heinz Riedles forbløffende luftstyrke og Gerd Müllers evne til at dukke op over alt, hvor der opstod chancer.

Ronaldo (Brasilien) - han ejede VM 1998 og VM 2002. Selv da Frankrig stod med trofæet i Paris, vidste man, at det bare var til låns, så længe Brasilien havde Ronaldo, og fire år senere gjorde han det så endnu bedre.

Træneren:

Sepp Piontek (Danmark) - det danske landshold 1986 skal også have at lov at sætte et aftryk på dette hold. I udlandet snakker de stadig om Laudrup, Elkjær, Arnesen (og måske lidt om Jesper Olsen), men det var ham her, der fik det til at ske, ved både at stille stramme krav, men samtidig på de helt rette områder at være komplet tilbagelænet.

Se Thomas Gravgaards All Star VM-drømmehold i formation:

Thomas Gravgaard - All-Star VM-drømmehold

Leave A Reply