Jesper Simo, der er kendt som vært på Canal 9 og Canal 8, løfter her sløret for, hvordan hans All-Star VM-drømmehold ser ud. Se hele holdet her.
VM-guide.dk har interviewet Jesper Simo om hans All-Star VM-drømmehold. Interviewet blev foretaget, før VM 2014 blev skudt i gang.
"Det er altid en vanskelig opgave at sætte et All-Star-hold, og jeg har derfor valgt at begrænse min spændvidde til perioden 1994-2010. Det er nemlig de VM-slutrunder, startende med USA '94, som jeg har set med egne øjne."
"Med hensyn til udvælgelsen, så har det i min bog talt op, hvis en spiller har præsteret flot ved mere end blot én slutrunde. Af samme årsag er en spiller som Fabio Cannavaro for eksempel ikke med, selvom han var helt forrygende i 2006."
"Det har været en rigtig svær opgave at sætte holdet, for der er jo så mange store spillere i VM-historien, men valget er faldet på de følgende 11 spillere og to trænere:"
Målmand - Gianluigi Buffon (Italien):
Hvis Oliver Kahn også havde stået for Tyskland i 2006, så havde jeg taget ham, men Buffon får den her plads. Gianluigi Buffon står foran sin femte VM-slutrunde, hvilket er ret imponerende (den fjerde som førstevalg).
VM 2010 blev ikke nogen god oplevelse for Buffon, da en skade desværre tvang ham ud allerede i italienernes første opgør mod Paraguay, men i 2006 var han fuldstændig fantastisk, da Italien snuppede guldet. Buffon lukkede kun to mål ind i hele turneringen – et selvmål fra Zaccardo i gruppekampen mod USA og Zidanes Panenka-straffe i finalen – hvilket virkelig er stærkt.
Højreback - Cafu (Brasilien):
21 kampe i alt ved VM (1994-2006) med et meget højt niveau sikrer Cafu en plads på mit All-Star-hold. 16 af de 21 kampe er i øvrigt blevet vundet, hvilket er rekord.
Cafu genvandt sit anførerbind forud for VM-slutrunden i 2002, fordi Emerson blev skadet, og han formåede på fornem vis at føre sit land til det femte VM-guld nogensinde.
Centerforsvarer - Lillian Thuram (Frankrig):
Thuram havde en enorm aktie i Frankrigs VM-guld på hjemmebane tilbage i 1998. Ikke alene var han rigtig solid i forsvaret sammen med Marcel Desailly, anfører Laurent Blanc og Bixente Lizarazu, men i semifinalen mod Kroatien dukkede han pludselig op og lavede sine to eneste landsholdsmål, hvilket sendte Les Bleus til Stade de France og VM-guld.
Thuram spillede højre back ved slutrunden i 1998, men jeg har valgt at bruge ham centralt, så der kunne blive plads til Cafu. Thuram optrådte dog på stopperpositionen i 2006, hvor det blev til VM-sølv, så det er intet problem for ham at ligge derinde.
Centerforsvarer - Carles Puyol (Spanien):
Den anden position i det centrale forsvar går til en verdensmester anno 2010. Carles Puyols store defensive kvaliteter var ekstremt vigtige for de spanske guldvindere, som kun lavede otte mål på vej mod guldet – det laveste antal scoringer nogensinde af verdensmester.
Puyol gjorde det også glimrende tilbage i 2006, hvor Spanien var flyvende, indtil de pludselig blev stoppet af de senere sølvvindere fra Frankrig.
Venstreback - Paolo Maldini (Italien):
En længere præsentation af denne herre er vel nærmest overflødig. Paolo Maldini er et ikon i både AC Milan og for Azzurri, og han leverede altid på et fantastisk højt niveau. Maldini var første gang med ved et VM i 1990, og fire år senere agerede han en solid afløser for Franco Baresi, der var skadet under en del af turneringen.
Maldini overtog senere anførerbindet fra Baresi, og endte det med at bære det i over halvdelen af sin 16 år lange landsholdskarriere. Det blev til aldrig til en VM-titel for Maldini, men han får alligevel en plads på mit mandskab.
Midtbanespiller - Carlos Dunga (Brasilien):
Jeg var meget i tvivl omkring den her position, fordi jeg også havde et voldsomt godt øje til franske Patrick Vieira. Jeg smed derfor beslutningen ud til mine kloge følgere på Twitter, og her løb Carlos Dunga med flest rosende ord. Vieira var fantastisk under VM 2006, men i 1998 spillede han primært andenviolin, og i 2002 faldt han igennem sammen med resten af det franske landshold.
Dungas navn klinger ikke lige så godt på det europæiske kontinent som Vieiras, men når det kommer til VM, så var han fantastisk i sin storhedstid i midten af 90'erne. Raí startede VM-turneringen i 1994 som anfører, men da han blev sat af, fik Dunga tildelt bindet. Dunga var ikke nogen klassisk brasiliansk spiller, og han blev derfor i starten af sin landsholdskarriere skoset en del af både fans og journalister for sin hårde og lettere defensive tilgang til spillet.
Med alderen udviklede Dunga sin spillestil, så han ikke var involveret i lige så mange nærkampe, men i stedet udnyttede sin store evne til at forudsige spillet og på den måde bryde modstandernes spil. Guld i '94 og sølv i '98 betyder en vigtig plads på den defensive midtbane til Carlos Dunga.
Venstrekant - Zinedine Zidane (Frankrig):
Zinedine Zidanes karriere sluttede på en frygtelig måde med udvisningen i VM-finalen tilbage i 2006. Det røde kort gør ham dermed til den blot anden spiller nogensinde, der er blevet udvist to gange i VM-sammenhæng (sammen med Camerouns Rigobert Song). Men heldigvis kunne Zidane så uhyggeligt meget andet end at stange Marco Materazzi og træde på en saudi-araber.
I 1998 var forventningerne til ham tårnhøje, og han fik spillet sig fantastisk flot op, inden det hele til sidst blev kronet med de to hovedstødsmål i finalen mod Brasilien. I 2002 brændte Frankrig fuldstændig sammen, men fire år senere nåede de finalen, og det var – i min optik – mere eller mindre egenhændigt Zinedine Zidane, der sørgede for det. Zizou er én af sin generations største spillere – måske den allerstørste – og derfor kan der selvfølgelig ikke være tvivl om, at han skal have en plads på det her mandskab.
Højrekant - Rivaldo (Brasilien):
I slutningen af 90'erne var Rivaldo en verdens bedste fodboldspillere. Ved VM 1998 var han desværre også instrumental for brasserne på vej mod VM-sølvet, hvilket desværre gik ud over Danmark i kvartfinalen, hvor Rivaldo lavede to af målene – blandt andet det matchvindende 3-2-mål via et fladt langskud, som Peter Schmeichel desværre ikke nåede ud til.
I 2002, hvor Brasilien snuppede guldet, var Rivaldo sammen med Ronaldo og Ronaldinho en uhyggelig offensiv trio, som tilsammen bidrog med 15 af Brasiliens i alt 18 mål ved slutrunden.
Angriber - Ronaldo (Brasilien):
Der kan selvfølgelig ikke være tvivl om, at den mest scorende spiller nogensinde i VM-sammenhæng skal med på det her hold. 15 mål på blot tre slutrunder er virkelig stærkt, og især præstationen i 2002 står ud som noget helt særligt. Ronaldo havde oplevet et sandt skadeshelvede i årene op til, og mange havde nok dømt ham mere eller mindre færdig på absolut topniveau – mig selv inklusiv.
Men Ronaldo lavede intet mindre end otte mål ved turneringen, hvilket ikke er set lignende i VM-sammenhæng siden Gerd Müllers ti kasser i Mexico tilbage i 1970. Niveauet var ved at være nedadgående i 2006, men på flot vis lykkedes det alligevel for Ronaldo at score de påkrævede tre mål for at tage rekorden som den mest scorende VM-spiller nogensinde.
Angriber - Miroslav Klose (Tyskland):
Den centrale frontløber på mit hold bliver Miroslav Klose, der måske om en måneds tid kan glæde sig over, at han har vippet Ronaldo af pinden som den mest scorende nogensinde ved VM-slutrunder. Klose kom fremragende fra land i VM-sammenhæng, da han i 2002 dukkede op i tyskernes første kamp mod Saudi-Arabien og lavede fire mål i 8-0-afklapsningen af de stakkels arabere.
Klose var også rigtig stærk i 2006, hvor Tyskland overraskede mange ved at snuppe bronze. I 2010 kom der lidt malurt i bægeret, da Klose dummede sig og blev udvist i gruppekampen mod Serbien, hvilket kostede karantæne – og måske VM-rekorden – men det blev dog alligevel til fire mål fra angriberen.
Angriber - Davor Suker (Kroatien):
Den her er lidt kontroversiel, fordi Suker kun var en faktor ved én slutrunde, men jeg må blankt erkende, at jeg har en svaghed for både Suker og VM '98. I 2002 var hans karriere så nedadgående, at det kun blev til sølle 63 minutter ved en skuffende turnering for Kroatien, men fire år tidligere i Frankrig var Suker fuldstændig fantastisk.
Angriberen med det giftige venstreben scorede i alle Kroatiens kampe på nær én (0-1-nederlaget til Argentina i gruppespillet), og han var en hjørnesten på det fine mandskab, der højst overraskende snuppede VM-bronze efter sejr på 2-1 over Holland – naturligvis med Suker som matchvinder.
Landstræner - Luiz Felipe Scolari (Brasilien) & Guus Hiddink (Holland):
Jeg kunne simpelthen ikke blive enig med mig selv, om det skulle være Hiddink eller Scolari, der skulle være træner for mit hold, så de er blevet sat sammen som team.
Luiz Felipe Scolari stod bag de suveræne brasilianske guldvindere i 2002, og fire år senere formåede han at lede Portugal til en bronzekamp, som dog blev tabt med 1-3 til værtsnationen Tyskland. Hvis Scolari tager sin trænerkarrieres andet VM-guld med Brasilien, så får han lov til at sidde alene på bænken, men indtil videre må han deles om pladsen med en hollænder.
Guus Hiddink havde et profilbesat hollandsk mandskab i 1998, hvor de pressede VM-sølvvinderne Brasilien ud i en straffesparkskonkurrence i semifinalen. Men det mest imponerende ved Hiddink i VM-sammenhæng var egentlig hans rolle som sydkoreansk landstræner i 2002.
Forventningerne var ikke specielt høje, selvom slutrunden foregik på hjemmebane. Men Sydkorea formåede på vejen mod bronzekampen at komme forbi eksempelvis Portugal, Italien og Spanien. At der så skulle en række ringe dommerkendelser til, er jo ikke Hiddinks problem.
Jesper Simos VM-drømmehold i 4-3-3-formation:
