VM 2010-optakt: Holland – Brasilien

1

Det er nu blevet tid til den første kvartfinale ved VM, som står mellem to af forhåndsfavoritterne Holland og Brasilien, som er kommet relativt ubesværet frem til kvartfinalen, der dog bliver endestationen for en af de to store fodboldnationer.

Efter et indledende gruppespil, hvor de ”Oranje” som bekendt besejrede Danmark, Japan og Cameroun, mødte de i ottendedelsfinalen et svagt slovakisk hold, som tydeligvis ikke havde niveauet til at sende hollænderne ud.

Dog tog Holland slapt på opgaven, og de måtte derfor nøjes med en 2-1-sejr, efter en god enkelmandspræstation af Arjen Robben og en senere udbygning af føringen af Wesley Sneijder.

Alligevel var det dog ved at gå galt for Holland, som specielt kan sende varme tanker til deres målmand, Maarten Stekelenburg, som den hollandske træner Bert van Marwijk også var ude at rose efter kampen.

Selvom Holland er et lille land fysisk, så har de i en del år efterhånden været en stor fodboldstormagt med sin egen spillestil.

”Vi er et lille land, men vi er kreative, og vi har, hvad Johan Cruyff altid har beskrevet som en ’slags arrogance.’ Vi kan ikke lade denne arrogance blive negativ. Det skal være en positiv arrogance,” siger van Marwijk til telegraph.co.uk.

I gruppespillet besejrede Brasilien Nordkorea og Elfenbenskysten, mens det blev til 0-0 i den reelt set ligegyldige kamp mod Portugal.

Sidenhen blev det i ottendedelfinalen til en sejr på 3-0, der kom i hus efter en ellers noget svag start på kampen, men da der først kom hul på bylden var der ingen tvivl om den brasilianske sejr over Chile.

Brasilien har under VM ikke spillet decideret samba-bold, som man kender det, men derimod har de praktiseret en mere europæisk spillestil.

Lige modsat har det forholdt sig med Holland, da de som altid, har forsøgt at spille på en måde, der næsten kun ses hos sydamerikanske modstandere.

”Vi forventer et meget åbent opgør. I denne afgørende fase kan vi ikke forvente en defensivt indstillet kamp. Alle vil angribe, og hver kamp er en VM-finale, og alle spillere er på et verdensklasse-niveau. Holland har en spillestil, som minder om vores. De er et hold med en sydamerikansk stil,” konstaterer Carlos Dunga.

Hold øje med:

Holland - Arjen Robben: Robben startede for første gang under dette VM inde mod Slovakiet i ottendedelsfinalen, og det viste sig at være et godt valg. Ikke alene scorede han kampens første mål på en god enkel mandspræstation, han var også en klar forstærkning i Hollands startopstilling, da han afløste van der Vaart, der havde en tendens til ikke at stå så bredt som Robben gør det, og det gav en smule mere plads til Wesley Sneijder på den offensive midtbane, som scorede senere i kampen.

Brasilien - Luis Fabiano: Når Brasilien, desværre fristes man til at skrive, ikke spiller så meget samba-bold, som man har set det før, er det vigtigt at have en rigtig ”goal getter” på holdet, der kan slå til når det gælder, og sådan en må man i dén grad sige Fabiano har vist sig at være og derfor vil han igen være en spiller man skal have et skarpt øje til i kampens hede.

Seneste nyt om holdene:

Holland: Rafael van der Vaart blev skadet under en træning tidligere på ugen, og det er mere end tvivlsomt, om han overhovedet vil kunne deltage i kampen.

Der er ikke andre skavanker i den hollandske trup, som heller ikke har karantæner, men de kan nemt rende ind i sådanne, idet de har otte spillere i farezonen for at få karantæne i en eventuel semifinale.

Brasilien: Elano er på forhånd dømt ude af opgøret, men han er ikke eneste brasilianer, der kan komme til at sidde over.

Både Felipe Melo og Julio Baptista er yderst tvivlsomme til kampen, mens det på forhånd er afgjort Ramires ikke kan komme i aktion på grund af karantæne.

Forventede startopstillinger:

Holland:

Stekelenburg

Van der Wiel – Heitinga – Mathijsen - Van Bronckhorst

Van Bommel - De Jong

Robben – Sneijder - Kuyt

Van Persie

Brasilien:

Julio Cesar

Maicon – Lucio – Juan - Michel Bastos

Gilberto Silva – Melo

Dani Alves – Kaka – Robinho

Luis Fabiano

Kampens dommer er: Yuichi Nishimura

Kampen spilles på stadionet: Nelson Mandela Bay Stadion

Det spændende opgør fløjtes i gang klokken 16.00, og begivenheden kan følges direkte på TV 2.

1 kommentar

  1. Morten Jensen den

    I har vist ikke rigtig styr på resultaterne. Holland vandt 2-1 over Slovakiet og Brasilien vandt 3-0 over Chile. Robben scorede derfor ikke det eneste mål.

Skriv en kommentar