VM-guide.dk har analyseret gruppe C, som er Danmarks gruppe. Deres rivaler i gruppen er Frankrig, Australien og Peru. Bliv klogere på gruppen og se programmet her.
Gruppe C råder over to forhåndsfavoritter i Frankrig og Danmark. De to øvrige nationer fra Peru og Australien skal imidlertid ikke undervurderes, men bør dog indtage de to nederste pladser i gruppen, når de seks gruppekampe er spillet.
Holdene
Frankrig var yderst tæt på at stryge til tops ved EM på hjemmebane for to år siden. Et finalenederlag til Portugal betød dog, at turneringen sluttede som en skuffelse for franskmændene.
Siden EM-slutrunden er det franske landshold blevet endnu stærkere, og de har kvalitetsspillere i samtlige kæder. Derfor er de også store favoritter til at snuppe førstepladsen i gruppe C.
Danmark ligner et oplagt bud på en toer i gruppen. De rød-hvide sluttede imponerende af i VM-kvalifikationen, hvilket sikrede billetten til Rusland.
Meget afhænger af Christian Eriksen, der udover at binde det offensive spil sammen også selv skal være målfarlig, som har været i tiden med Åge Hareide som dansk landstræner.
Peru, der kvalificerede sig til VM som den 32. og sidste nation, er med i det fornemmeste selskab for første gang siden VM i 1982. De imponerede i den sydamerikanske VM-kval, hvor de bl.a. sluttede foran Chile, der misser en VM-slutrunde for første gang siden 2006.
Meget skal dog gå op i en højere enhed, før peruvianerne går videre til ottendedelsfinalerne. Dertil bør både Frankrig og Danmark være for stærke.
Det samme gør sig gældende med Australien, som er sidste hold i gruppen. De er ikke et dårligt mandskab, men spillermaterialet er alligevel mindst et niveau under de to europæiske gruppefavoritter.
Hold øje med
Frankrig: Antoine Griezmann
Danmark: Christian Eriksen
Peru: Jefferson Farfan
Australien: Tim Cahill
Gruppens udvalgte kamp
Peru - Danmark
I første runde mødes Peru og Danmark i Saransk. Det kan blive en nøglekamp i gruppen, da det på forhånd ligner et opgør mellem de to mandskaber, der skal slås om andenpladsen i gruppe C.
Mens Frankrig formentlig sætter sig på førstepladsen, er det ikke utænkeligt, at Australien, der har vist svingende spil igennem hele VM-kvalifikationen, ender nederst i gruppen.
Hvis dette sker, skal anden- og tredjepladsen altså fordelen mellem Danmark og Peru – og i denne situation kan det indbyrdes opgør d. 16. juni blive ganske afgørende.
Et tilbageblik
Frankrig 2-1 Danmark, 24. juni 1998, Lyon
Ved VM i 1998 var Frankrig og Danmark ligesom ved den kommende slutrunde placeret sammen i gruppe C – og akkurat som det sker i Rusland, skulle de to mandskaber også for 20 år siden møde hinanden i sidste gruppekamp.
Franskmændene var sikkert videre på forhånd, efter de havde vundet de to første opgør mod hhv. Sydafrika og Saudi-Arabien. Derfor blev en del af de franske stjerner sparet mod Danmark.
Alligevel var værterne for stærke. De vandt 2-1 uden at overanstrenge sig. Trods nederlaget gik Danmark dog også videre til ottendedelsfinalerne.
Vidste du?
Frankrig har vundet en stor slutrunde tre gange (EM 1984, VM 1998 og EM 2000), og alle gangene har Les Bleus mødt Danmark i det indledende gruppespil.
Danmark har aldrig før mødt Peru i en landskamp. Til gengæld har vi spillet imod Australien tre gange tidligere, hvor af de seneste to møder har været som test til hhv. VM 2010 og EM 2012.
Statistik
3 - Ved så mange VM-slutrunder har Australiens bundrutinerede bomber Tim Cahill hidtil scoret. Hvis han kommer på tavlen i Rusland, vil han være den kun fjerde spiller, som formår at få scoret ved hele fire VM-slutrunder. De hidtidige spillere, dette er lykkes for, er Uwe Seeler, Pele og Miroslav Klose.