Fodboldekspert: Gruppe C og VM generelt

0

VM-guide.dk har interviewet TV 2 Sport's fodboldkommentator, , omkring hans forventninger til gruppe C samt VM-slutrunden generelt.

Hvem går videre fra gruppen?

England og USA går videre. England har fået en gunstig lodtrækning og er storfavoritter i gruppe C. USA har ved de to seneste slutrunder vist, at man kommer tættere og tættere på eliten - ikke mindst imponerede amerikanerne ved at nå kvartfinalen i 2002, hvor de var tæt på at drille Tyskland. Holdet er både velorganiseret og hårdtarbejdende.

Hvem vurderer du som underdog i gruppen?

Jeg tror ikke på Algeriet, selvom de spiller på afrikansk grund. Forsvarsmæssigt er de solide, men de mangler angrebsspillere af klasse og får svært ved at score mål. Fjerde hold i gruppen, Slovenien, er lidt af en outsider. Det vækker respekt, at Slovenien var i stand til at slå Rusland i play-off.

Hvad er dine forventninger til VM-slutrunden generelt?

Jeg håber, at tendensen fra Champions League, med en mere offensiv indstilling også vil vise sig ved VM. Det er som om, at den defensive trend er ved at forsvinde - det nytter ikke længere at grave sig ned. Flere hold viser, at de er parate til at satse med flere offensive folk på banen, og generelt en mere retvendt og fremadrettet stil. Okay, jeg ved godt, at Inter vandt Champions League især p.g.a. Jose Mourinhos kalkuler, men mange af de offensivt indstillede hold blev belønnet undervejs.

Hvem tror du, der vinder VM-slutrunden?

Spanien, der har en skræmmende trup med stjerner overalt på banen. Jeg tror også, at det kan blive til Spaniens fordel, at de vandt EM i 2008. De fik selvtillid, begejstrede alle fodboldelskere og fik vist verden, at det spanske landshold godt kan vinde titler. Brasilien er også et godt bud.

Hvem vil du mene, der stikker af sted med topscorer-prisen?

Det er svært at spå om. De to argentinere Messi og Higuain er gode bud ligesom Brasiliens Fabiano. Skal man se på en prügelknabe til VM, så er det vel New Zealand, der er i gruppe med bl.a. Italien, så måske en italiener? Gilardino eller Di Natale. Topscoreren scorer nok ikke mere end 5-6 mål. Et regulært bud: Higuain med 5 mål.

Hvilken nation tror du, der kan overraske ved VM?

Det kan blive en af de afrikanske nationer: Ghana, Cameroun eller Nigeria, fordi de vil have fordel af "hjemmebane" og vil spille med enorm stolthed.  Elfenbenskysten er på papiret nok det stærkeste hold, men de er i en svær gruppe med Brasilien og Portugal.

Hvilken nation tror du, der bliver den største skuffelse?

Måske Frankrig. Landstræner Raymond Domenech er ikke populær hos hverken spillere, fans eller presse, og det kan komme til at smitte af på præstationerne, selvom franskmændene ellers har en glimrende trup. De kan nok ikke tåle ret megen modgang.

Hvilken spiller håber du, der bliver den største oplevelse ved dette VM?

Jeg synes, at Messi er noget af det bedste, der er sket for international fodbold i dette århundrede, og jeg håber, at han kan fortsætte takterne ved VM.

Hidtil har alle VM-værtsnationer været gået videre fra gruppespillet. Tror du, at Sydafrika vil fortsætte den “tradition”?

Nej, jeg tror ikke, at Sydafrika kommer videre fra gruppespillet. Deres hold er ganske enkelt ikke godt nok.

Var beslutningen om, at forlænge med Morten Olsen den rigtige?

Ja, når man vil fortsætte med en dansker, så er der ikke bedre bud end Olsen.

Hvor langt tror du, at Danmark når ved VM?

Danmark når -  med besvær - 8. delsfinalerne, hvor vi taber til Italien. Jeg synes ikke, at der er grund til den store optimisme med den optakt, vi har haft til VM med mange skadede spillere og folk, der har siddet på bænken i deres klubber. Træningskampe skal man ikke lægge for meget i, men godt har det ikke set ud, og det er et problem, at to nøglespillere som Thomas Sørensen og Nicklas Bendtner ikke har spillet en regulær kamp i halvanden måned, før vores første kamp mod Holland.

Hvad tror du, der er årsagen til, at mange af de store VM-profiler er blevet skadet under VM-optakten?

Ingen tvivl om at de mange skader skyldes, at der drives rovdrift på spillerne. Ikke blot er de nationale turneringer hårde og lange - der skal også spillles Champions League/Europa League og landskampe. Det betyder kampe midtuge-weekend hele året rundt - alt sammen på højt niveau. Måske er det Danmarks chance, at vores spillere ikke har spillet så meget og er mere friske og udhvilede end mange af vores modstandere.

Skriv en kommentar