Landstræner Morten Olsen må nu erkende, at de mange skader til landsholdets profiler betyder, at han ikke kan samle de 23 mand til VM-truppen som ventet.
Danmarks landshold er blevet ramt af skader hos en række af profilerne. Det drejer sig blandt andre om Leon Andreasen og Søren Larsen, mens Jakob Poulsen atter er ved at være skadesfri.
De mange skader hos profilerne har betydet, at landstræner Morten Olsen og det resterende trænerteam er nødsaget til at tænke anderledes omkring VM-udtagelsen den 10. maj.
"Vi holder os til at udtage truppen den 10. maj, som vi hele tiden har planlagt. Men man kan godt forestille sig, at det ikke bliver de 23 mand, der skal med til VM, men måske 20, 28 eller 30. Det er ikke til at sige endnu, for vi ved jo ikke, hvad der sker," forklarer Morten Olsen til sporten.dk.
FIFA har endnu ikke sat et konkret tidspunkt omkring, hvornår den endelige bruttotrup på 23 spillere skal indskrives, men sikkert er det dog, at landstrænerne skal aflevere en bruttotrup på 30 mand den 15. maj.
Frankrigs landstræner Raymond Domenech mener at vide, at det er den 1. juni, mens flere medier har skrevet, at det er den 5. juni.