VM-guide.dk's chefredaktør, Casper Lohse, har analyseret Danmarks gruppe C og VM generelt. Læs hele Lohses skarpe analyse her.
Hvem går videre fra gruppe C (Frankrig | Danmark | Australien | Peru)?
Jeg tror, at Frankrig går videre som 1'er, mens Danmark klarer sig videre på andenpladsen. Jeg tror på at danskerne henter to knebne sejre mod Peru og Australien, mens de taber til Frankrig, som vinder alle deres gruppekampe.
Hvem vurderer du som underdog i gruppe C?
Jeg vil sige, at Australien er underdog i gruppen. Deres kamp mod Danmark bliver naturligvis afgørende for deres videre færd i gruppen, da de må forventes, at have det svært mod Frankrig og spille nogenlunde lige op med Peru.
Hvem tror du, der vinder VM-slutrunden?
Brasilien ser enormt stærke ud på alle positioner - med undtagelse af højreback, hvor Danilo ligner afløseren for skadede Dani Alves. De har en stærk bredde og deres offensiv kan give mange modstandere mareridt. Brasilien er mit bud.
Hvad er dine forventninger til VM-slutrunden generelt?
Jeg forventer en målrig slutrunde. VM-bolden har fået en del kritik fra målmændene (traditionen tro), og jeg forventer, at vi får en del flotte mål at se. Mine forventninger er især høje til Brasilien, Frankrig og Tyskland.
Hvem vil du mene, der stikker af sted med topscorer-prisen?
Jeg tror, at Neymar vil blive den helt store oplevelse, og at han stikker af sted med topscorer-prisen. Et friskt bud er otte scoringer ligesom landsmanden Ronaldo tilbage i 2002. Neymar tager både frispark og straffespark, så foruden at score i det åbne spil, har han gode forudsætninger for at bringe bolden i modstanderens netmasker.
Hvilken nation tror du, der kan overraske ved VM?
Det oplagte ville være at sige Danmark, men hvis jeg skal pege på en anden nation, må det blive Belgien. De har et spændende mandskab, og de har ikke tabt en landskamp i 19 kampe (siden den 1. september 2016, hvor de led et 2-0-nederlag til Spanien i en venskabskamp).
De ligger i en overkommelig gruppe med England, Tunesien og Panama. Hvis de går videre skal de sandsynligvis enten møde Polen eller Colombia. Dernæst kan de risikere at møde Brasilien i kvartfinalen, og det bliver så endestationen, hvis du spørger mig.
Hvilken nation tror du, der bliver den største skuffelse?
For at finde den største skuffelse, bør man kigge på favoritterne. Her tror jeg, at både Spanien og England kan ende med at blive de store skuffelser.
Spanien har lige skiftet landstræner to dage før deres første kamp, og det kan godt påvirke deres spil. England ligger i en ganske fin pulje, men de kan få det meget svært i det videre avancement.
Hvilken spiller vil overstråle alle andre under VM 2018?
Her bliver jeg nødt til at pege på Neymar igen. Jeg tror, at han har sparet en masse energi og spilleglæde op, mens han har været ude med en skade, op til VM-slutrunden, som han vil udfolde på flotteste, brasilianske vis. Mine forventninger til PSG-stjernen er tårnhøje, så han kan næsten kun skuffe mig.
Hvilket talent skal vi holde et særligt øje med ved VM?
Der er mange spændende navne, men hvis jeg skal tage et af de mere ukendte for den brede offentlighed, så vil jeg pege på Mexicos Hirving Lozano. Han har været flyvende for sin nuværende klub PSV Eindhoven i den netop overståede sæson med 17 scoringer og 8 assists i 29 kampe. Han kan blive én af nøglerne for Mexicos mulige succes ved denne VM-slutrunde.
Hvilken spiller vil skuffe under VM 2018?
Lionel Messi. Ansvaret på den lille argentiners skuldre er massivt, og jeg er helt med på at han er vant til det store forventningspres. Jeg tror bare ikke, at argentinerne får det nemt mod deres defensive modstandere Island, Kroatien og Nigeria i gruppe D. Og hvis modstanderne formår at lukke Messi ned, så får han svært ved at udfolde sine evner, selvom man aldrig kan lukke Messi 100 % ned.
Hvor langt kommer Danmark ved VM?
Jeg tror som nævnt, at de avancerer fra gruppen med i hvert fald seks point på kontoen efter nogle små sejre over først Peru og dernæst Australien, mens Frankrig giver os et nederlag. Herefter er det sandsynligvis Argentina, der tager imod Danmark i 1/8-delsfinalen, og det bliver formentlig endestationen.
Hvem bliver Danmarks topscorer?
Christian Eriksen er det mest nærliggende, men også det mest realistiske. Foruden at være offensivt sprudlende i det åbne spil, så tager han også frisparkene for danskerne. Derfor tror jeg, at han bliver topscorer. Et bud på antal scoringer er tre.
Interviewet er foretaget den 15. juni 2018.