Ekspert analyserer: Gruppe H og VM generelt

0

VM-guide.dk's medredaktør, Lasse Klink, har analyseret gruppe H og VM generelt. Læs hele Klinks skarpe analyse her.

Hvem går videre fra gruppe H (Polen | Senegal | Colombia | Japan)?

Det oplagte vil være at sige Polen og Colombia, da det er dem med de stærkeste trupper i gruppe H. Men jeg har en idé om, at Senegal kan overraske positivt og drille både Polen og Colombia.

Polen har Robert Lewandowski, som kan afgøre en kamp på egen hånd, men jeg tror faktisk, at de må tage til takke med tredjepladsen i gruppen, mens Colombia snupper førstepladsen, og Senegal bliver toer. Japan tror jeg ikke på ved VM 2018.

Hvem vurderer du som underdog i gruppe H?

Senegal. De fleste regner med, at de ikke avancerer til ottendedelsfinalen, men hvis de kan få et godt resultat i deres første kamp imod Polen, tror jeg som sagt på, at de kan snige som videre som nummer to i gruppe H.

Hvem tror du, der vinder VM-slutrunden?

Jeg tror på Brasilien og Tyskland. Dog mest Brasilien. Jeg synes, de har et skræmmende mandskab – især offensivt. Og det virker til, at landstræner Tite har fundet den rette balance på holdet. Og så kan det blive enormt afgørende, at de har Neymar, som har set overraskende skarp ud i de to VM-testkampe, han har spillet efter sin skade.

Hvad er dine forventninger til VM-slutrunden generelt?

Jeg håber altid at se en masse mål og underholdende fodbold, når der er VM. Men mindre kan også gøre det. Det er altid interessant at se, hvem der overrasker, og hvem der skuffer.

Hvem vil du mene, der stikker af sted med topscorer-prisen?

Det er enormt svært at sige, men i og med at jeg tror på, at Brasilien vinder VM, tror jeg også, at Neymar kommer til at score en del mål.

Et andet bud kunne være Timo Werner fra Tyskland, da jeg tror, han kommer til at spille fast i front for en nation, der kommer til at skabe et hav af chancer.

Jeg tror også på, at Romelu Lukaku kommer til at bombe – i hvert fald i gruppespillet, hvor Belgien formentlig får nemt spil imod Panama og Tunesien.

Hvilken nation tror du, der kan overraske ved VM?

Der er flere nationer, jeg tror, der kan overraske ved VM. Som tidligere nævnt har jeg en fidus til Senegal, men også Serbien tror jeg på. Problemet for dem er bare, at de højst sandsynligt render ind i Tyskland i ottendedelsfinalen.

Hvilken nation tror du, der bliver den største skuffelse?

Det nemme svar vil være Argentina, da de har haft en forfærdelig VM-kvalifikation. Samtidig virker deres defensiv svag, og på trods af et hav af dygtige offensivspillere har de også svært ved at kreere chancer og score mål.

Frankrig har også haft svingende resultater – både i VM-kvalifikationen, men også i testkampene op til VM. Blandt andet derfor har jeg en idé om, at de ikke kommer langt i år.

Hvilken spiller vil overstråle alle andre under VM 2018?

Neymar. Han spiller for en nation, som spiller fremragende fodbold, og selvom han først for et par uger siden kom tilbage på grønsværen, virker han til at være 100 % VM-klar.

Hvilket talent skal vi holde et særligt øje med ved VM?

Timo Werner fra Tyskland. Jeg tror, han får en rigtig fin VM-slutrunde og kommer til at lave en del mål.

Hvilken spiller vil skuffe under VM 2018?

Jeg håber, at Messi og Argentina får et stort VM, men jeg tror ikke voldsomt meget på den sydamerikanske nation. Derfor tror jeg desværre også, at Messis VM slutter, før de rigtig sjove kampe kommer.

Hvor langt kommer Danmark ved VM?

Jeg er rimelig sikker på, at vi går videre fra gruppen, men herefter bliver det svært. Selvom jeg har talt Argentina ned, bliver de vanskelige at slå, hvis det er dem, vi møder i ottendedelsfinalen.

Også Kroatien, som jeg ligeledes tror, der går videre fra gruppe D, er et virkelig stærkt mandskab. En kvartfinale vil være stort, men jeg tror, at endestationen for os bliver ottendedelsfinalen.

Hvem bliver Danmarks topscorer?

Christian Eriksen bliver dansk VM-topscorer med to mål.

Interviewet er foretaget den 15. juni 2018.

Skriv en kommentar